USA's allierede presser på for kursskifte

Lyt til artiklen

Nu signalerer både USA's allierede i krigen mod Saddam Husseins regime og modstandere af besættelsen, at tiden er inde til et radikalt kursskifte, hvis ikke situationen skal løbe helt ud af kontrol. Der må indsættes en midlertidig irakisk regering, jo hurtigere jo bedre lød meldingerne i går. »Det internationale samfund kan ikke vente længere. Den amerikanske plan om at indsætte en midlertidig irakisk regering i midten af 2004 er utilstrækkelig. Hvor mange døde skal der til, før man forstår, at det er essentielt at ændre dette mål«, sagde Frankrigs udenrigsminister, Dominique de Villepin, torsdag. Han sagde i et radiointerview, at der hurtigst burde indsættes en repræsentant for FN ved siden af den amerikanske administrator, Paul Bremer, med det formål at overlade magten til en irakisk regering inden årets udgang. »Vi rækker hånden ud til vore amerikanske venner, fordi denne udfordring berører os alle. Verdens sikkerhed står på spil«, sagde han og tilføjede, at Frankrig var rede til støtte genopbygningen af Irak, så snart en irakisk regering var på plads. Japansk reaktion Japan reagerede meget hurtigt på bombeangrebet mod den italienske politistation i Nasiriyah i forgårs. Regeringen i Tokyo besluttede at udsætte afsendelsen af 10.000 fredsbevarende tropper til Irak på ubestemt tid.»Der burde have været en tilstand i landet, hvor vort lands styrker kunne have udført deres opgave til fulde. Beklageligvis er situationen ikke til det«, sagde regeringens kabinetssekretær, Yasuo Fukuda. De japanske styrker skulle efter planen have været af sted inden udgangen af året. I samme åndedrag oplyste Sydkorea, at de kun vil sende 3.000 tropper. Amerikanerne havde ellers presset dem til et betydeligt større antal. En af USA's mest helhjertede støtter, Australien, krævede i går også en hurtig magtoverdragelse til irakerne. »Der må overføres både politisk og sikkerhedsmæssig kontrol til irakerne så hurtigt som muligt«, sagde den australske udenrigsminister, Alexander Downer, under et besøg i Holland. Passivt regeringsråd Et af de store problemer er det rådgivende regeringsråd på 25 personer, som USA oprettede, og som repræsenterer Iraks forskellige etniske og religiøse grupperinger. Det har vist sig ikke at fungere. I august skulle rådet indlede arbejdet med at udarbejde en ny forfatning. Det er ikke startet endnu. Til møderne med Paul Bremer møder kun en lille håndfuld op, lyder rapporterne fra diplomater i Bagdad. Resten er på rejser i udlandet eller optaget af deres private forretninger, lyder kritikken. Kun ved én lejlighed er rådet trådt i karakter. Det var, da man entydigt afviste at modtage tyrkiske fredsstyrker i landet. Her var frygten for tyrkisk indblanding i det ømfindtlige forhold til kurderne for stor. Alligevel fastslog præsident George W. Bush i går, at han og Paul Bremer »vil arbejde sammen med regeringsrådet om en plan, der vil opmuntre irakerne til at overtage en større del af ansvaret«. Forfatning Det er endnu uklart, om amerikanerne vil indsætte en midlertidig regering, før der er udarbejdet en ny forfatning, og om der skal udskrives valg hurtigt eller holdes folkeafstemning om forfatningen først. Imens har den amerikanske hær indledt 'Operation Jernhammer' i og omkring Bagdad for at nedkæmpe tilholdssteder, hvor oprørerne menes at skjule sig. Blandt andet bombede de en stor lagerhal i byens sydlige udkant, der tidligere tilhørte Saddam Husseins hemmelige politi. Men beboere i nabolaget oplyste, at hallen var tom og havde været forladt, siden krigen startede. »Vi holder ud, og vi vil klare problemerne, dels fordi vi har en god strategi til at ordne disse mordere, og dels fordi jeg tror, at det store flertal af irakere forstår, hvad der er på spil og ønsker, at deres børn skal vokse op i et fredeligt samfund«, sagde Bush torsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her