Tysk politiker håner muslimer

Politikeren Martin Hohman måtte acceptere kritik   Foto: Markus Schreiber/AP
Politikeren Martin Hohman måtte acceptere kritik Foto: Markus Schreiber/AP
Lyt til artiklen

Først var der en CDU-politiker, der luftede antisemitiske holdninger. Nu er der en anden CDU-politiker, der håner tyske muslimer over en kam: »En muslim vil hellere lade hånden rådne, end sætte kryds ud for den Kristelig-Demokratiske Union på stemmesedlen«. Citatet skyldes Henry Nitzsche, 44, der blev valgt ind i Forbundsdagen sidste år. Nu kan han vente at blive indkaldt til »en alvorlig samtale«, bebuder næstformanden i CDU's gruppe i Forbundsdagen, Wolfgang Bosbach. Irettesættelse Den nye affære kommer få dage efter, at CDU så sig nødsaget til at give Martin Hohmann, også han medlem af Forbundsdagen, en »irettesættelse« for at have markeret antisemitiske ideer i en tale på genforeningsdagen. En general, der havde forsikret Hohmann om sin moralske støtte, slap knap så billigt. Han blev fyret på gråt papir af den socialdemokratiske forsvarsminister. Martin Hohmanns famøse tale ville sandsynligvis være gået upåagtet hen, hvis ikke hans lokale partiformand havde lagt talen ud på sin hjemmeside, så alle frit kunne plukke Hohmanns tankefrugter. Kun derved nåede taleren frem til den store offentlighed - hvorefter skandalen brød løs. Samme skæbne er nu overgået Henry Nitzsche. Hans krænkende bemærkninger om muslimske medborgere fremsatte han allerede for flere måneder siden i et interview med et blad, der henvender sig til selvstændige næringsdrivende. Ikke en hund gøede ved den lejlighed. Men da Nitzsche præsenterede interviewet på sin hjemmeside, var der nogle, der spærrede øjnene op. Avisen Tagesspiegel i Berlin bragte historien til torvs. I interviewet udtalte Henry Nitzsche, at det for CDU var spildt møje at bejle til muslimske vælgere. Hvorefter han trumfede med ovennævnte citat. Ekstra pinligt er det for ham, at han nu må lade sig belære om, at der faktisk er en del muslimer, der stemmer på CDU i stedet for på SPD (Socialdemokratiet), og at flere af dem tilmed beklæder tillidsposter i den Kristelig-demokratiske Union. Kritik Nitzsche er valgt i Sachsen. Her siger ministerpræsident Georg Milbradt, hans partifælle, at Nitzsches udfald mod muslimer er »uforsvarligt«, og at den slags »værtshussnak« ikke hører hjemme i politik. En eksklusion af partiet er dog foreløbig ikke på tale. Først skal den angrebne have lov til at forklare sig nærmere over for partiets ledelse. Eksklusion En talsmand for Muslimernes Centralråd, Aiman Mazyek, siger til Spiegel Online, at Nitzsche og Hohmann med deres »sårende fordomme« om henholdsvis muslimer og jøder tydeligvis søger at fiske stemmer ude på den yderste højrefløj. Den bagvedliggende beregning kender vi, forklarer den muslimske talsmand: »Bare bliv ved med at hamre løs på mindretallet for at score point hos ens eget klientel. Stakkels Herr Nitzsche«. Sidste nyt i tilfældet Martin Hohmann: Den nyvalgte formand for protestanternes fællesråd, biskop Wolfgang Huber, opfordrer CDU til at ekskludere Hohmann. Også Israels ambassadør, Schimon Stein, opfordrer CDU til at vise Hohmann vejen til udgangen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her