En selvmordsbombe, som de saudiske myndigheder tror, at al Qaeda står bag, dræbte natten til søndag op mod 30 mennesker i et beboelseskvarter i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh. Attentatet var rettet mod al-Muhaya-bebyggelsen - et område med 200 villaer, hvor der bor udlændinge, hovedsageligt libanesiske, palæstinensiske og syriske familier. Omkring 10 huse blev ødelagt, og ifølge de saudiske myndigheder er de fleste af de sårede kvinder og børn. Mange af børnene var alene hjemme, mens deres forældre var ude for at deltage i ramadanen. Dødstal ukendt En overordnet diplomat i den saudiske hovedstad siger søndag morgen, at man endnu ikke kender det præcise antal ofre for bilbomben: »Men vores bedste gæt er, at mellem 20 og 30 mennesker er dræbt og mellem 50 og 100 såret«, siger han. En amerikansk statsborger rapporteres såret og en anden savnes, oplyser en amerikansk diplomat i Riyadh til Reuters. Boligområdet var bevogtet Vidner har fortalt, at de før eksplosionen hørte skudsalver. Boligkomplekset er skarpt bevogtet af bevæbnede vagter, og noget tyder på, at de to biler, som vidner har set køre til området, skød mod vagterne, inden den kørte ind på området, siger CNN. Skyderier søndag morgen Tidligt søndag kunne der høres skydning fra området, der er blevet afspærret af saudiarabisk militær. Den danske ambassadør i Riyadh, Sven Erik Nordberg, oplyser til Ritzau, at der ikke bor danskere i al-Muhaya. Bebyggelsen ligger cirka fem km fra ambassadekvarteret. Men eksplosionen var så voldsom, at folk også her vækkedes af braget, oplyser Sven Erik Nordberg. Anslaget kommer efter, at USA fredag lukkede alle sine diplomatiske missioner i Saudi-Arabien efter at de amerikanske myndigheder var kommet i besiddelse af oplysninger om en muligt forestående terrorangreb mod vestlige mål i Saudi-Arabien. I maj blev 35 mennesker dræbt ved en serie af selvmordsangreb - også i den vestlige del af Riyadh. De saudiske myndigheder har, efter pres fra USA, gennemført op mod 600 anholdelser af terrormistænkte siden anslaget i maj, og myndighederne har i de seneste måneder beslaglagt flere store lagre med våben og ammunition. Men Saudi-Arabien menes stadig at være det land i Mellemøsten, som huser flest al-Qaeda-medlemmer og -sympatisører.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























