USA's præsident George W. Bush har misbrugt terrorangrebene mod USA i 2001. Han fører en politik, der bygger på hemmeligheds-kræmmeri og bedrag, og som minder om den politistat, forfatteren George Orwell beskrev i fremtidsromanen '1984'. Det mener den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, der i en tale søndag rettede et hårdt angreb mod Bush-administrationen. Det skriver avisen Washington Post. I den såkaldte krig mod terror underminerer Bush de hæderkronede frihedsidealer, som er grundlaget for det amerikanske samfund, mener Gore. Al Gore var demokraternes kandidat ved præsidentvalget for tre år siden. Han fik flest stemmer, men tabte til George W. Bush efter længere tids juridisk tovtrækkeri. I sin tale i går kritiserede han Bush for at gribe kampen mod terror helt forkert an. Hemmelige ransagninger truer friheden »Jeg vil gerne udfordre Bush-administrationens forestilling om, at vi er nødt til at opgive mange af vores oprindelige frihedsrettigheder for at beskytte os mod terrorister«, lød det fra Al Gore. Bush har fået den såkaldte 'Patriot Act' gennemført. Den giver blandt andet de amerikanske myndigheder lov til at undersøge folks private forhold uden deres vidende, foretage hemmelige ransagninger i folks hjem, aflytte borgerne og holde formodede terrorsympatisører fængslet uden at stille dem for en dommer. Hundredevis af amerikanske statsborgere sidder fængslet på ubestemt tid, mistænkt for at støtte terrornetværk. Amnesty International og flere andre organisationer har kritiseret 'Patriot Act' for at ødelægge demokratiet. »Regeringen angriber vores frihed« Al Gore opfordrede Kongressen til at trække 'Patriot Act' tilbage øjeblikkeligt. »Regeringen har angrebet vores frihed i stedet for at forsvare den. Den har valgt at bygge sin politik på hemmelighedskræmmeri og bedrag i stedet for at acceptere vores tradition for at drive åben og ansvarlig politik. Regeringens angreb på de demokratiske principper har gjort os mindre frie og mindre sikre«, sagde Gore. Kritik af Guantanamo Bay Al Gore angreb også Bush's håndtering af situationen på militærbasen Guantanamo Bay i Cuba, hvor 600 'illegale kombatanter' fra krigen i Afghanistan, deriblandt en dansker, sidder fanget uden at blive stillet for en dommer. Han krævede, at USA overholder Genevekonventionen og stiller de indsatte for en dommer og giver dem mulighed for at tale med en advokat. Gore sagde, at Bush tilsyneladende ikke har lært af de fejl, supermagten har begået gennem tiden. Han nævnte blandt andet interneringen af amerikanere med japansk baggrund under anden verdenskrig og CIA's aggressive fremfærd mod kritikere af USA's krig i Vietnam. USA ligner en politistat »Forfattere som George Orwell har for længe siden forudset disse nye typer af overvågning i romaner om politistaten. Nu er den slags metoder mere udbredt end nogensinde før«, sagde Gore og understregede at Bush's politik markerer en helt ny æra i USA's historie. Al Gore har sagt, at han ikke genopstiller til præsidentvalget i 2004.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























