Stigende modstand mod krig

Lyt til artiklen

Efter en blodig uge i Irak er amerikanernes tilslutning både til krigen og USA's præsident, George W. Bush, faldet dramatisk. For hver dag mister Bush ikke alene tilslutning til krigen, men også til sin økonomiske politik, som er det valgemne, der bekymrer amerikanerne mest. VAlg om et år Kun et år før præsidentvalget står Bush imidlertid fortsat stærkt, idet 56 procent af amerikanerne mener, at han generelt gør et godt stykke arbejde. På nuværende tidspunkt i Bushs præsidentperiode er det efter historisk målestok et godt tal - også hvis man sammenligner med præsidentens nærmeste forgængere, Bill Clinton og den første præsident George Bush, på samme tidspunkt i deres præsidenttid. Ifølge en meningsmåling foretaget af tv-stationen ABC og avisen Washington Post ville Bush kun vinde knebent med 48 mod 47 procent, hvis der var valg i dag. Eftersom undersøgelsen har en fejlmargin på tre procent, betyder det dødt løb. Målingen afslører, at den amerikanske befolkning er dybt splittet. Republikanerne bakker op om deres præsident, mens de demokratiske græsrødder hader Bush lige så meget, som højrefløjen hadede og fortsat hader Clinton, selv om det snart er tre år siden, han trådte tilbage. Værd at gå i krig for Afgørende for Bush er, at et flertal i den amerikanske befolkning for første gang tager afstand fra den måde regeringen håndterer besættelsen af Irak på. 51 procent er imod, mens 47 procent støtter præsidenten. Et flertal mener dog fortsat, at Saddam Hussein og Irak var værd at gå i krig for. Helikopternedskydningen kommer på et særdeles ubelejligt tidspunkt for Bush. ABC-Washington Post-meningsmålingen afslører nemlig, at det slet ikke er krigen og terrorisme, der bekymrer amerikanerne mest: »Det er økonomien, dumme«, som man sagde i 1992, da Clinton besejrede den første præsident Bush efter dennes succesrige felttog mod Irak. Rekordstore væksttal Torsdag blev væksttallene for tredje kvartal offentliggjort, og de var på 7,2 procent, hvilket er rekordstort og det bedste i to årtier. Meningsmålingen er foretaget, inden væksttallene kom frem. Der er ingen garanti for, at væksttallene holder. Underskuddet er også fortsat stort, og hvad der er endnu værre set med Bush-regeringens øjne: Man har ikke formået at skabe nye arbejdspladser af betydning, og det tæller, når vælgerne skal sætte deres kryds i stemmeboksen. Demokrater, som håber at blive partiets præsidentkandidat i 2004, har i to år satset på, at deres valgkamp skulle fokusere på den dårlige økonomi og være en kopi af Clintons sejr over Bush den første i 1992. Hvis økonomien vender, risikerer demokraterne at miste deres vigtigste våben mod Bush. I stedet for en gentagelse af 1992 risikerer demokraterne i stedet et deja-vu med valgkampen i 1984, da Ronald Reagan massakrerede sin demokratiske modstander Walter Mondale. Usynlige kandidater Og de ni demokratiske præsidentkandidater har et kæmpe problem. De er fuldstændig usynlige, og flertallet af amerikanere er ikke i stand til at nævne navnet på blot en eller to af dem. Mange demokrater længes efter tiden med Bill Clinton, og han dominerer fortsat mediebilledet, når det gælder demokraterne. Men efter at have siddet i to perioder, kan den mandlige Clinton ikke vælges ifølge den amerikanske forfatning, og hans kone, Hillary Clinton, fastholder fortsat, at hun ikke stiller op i 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her