Amerikanske officerer i Irak siger nu, at det var en fejltagelse at opløse Iraks hær i maj, efter at den var blevet løbet fuldstændig over ende af de amerikanske styrker i krigen. Derfor presser de på for at få genoprettet og genindkaldt hele enheder af de tidligere irakiske hærstyrker. Officererne mener, at det både vil øge sikkerheden og fremskynde etableringen af en ny irakisk hær. Endnu ingen færdige planer Diskussionerne er i fuld gang i det amerikanske hovedkvarter i Bagdad, men der er endnu ikke færdige planer på bordet ifølge gårsdagens New York Times. Et af forslagene går ud på at finde frem til tidligere irakiske officerer og identificere dem, der fortsat er loyale over for Saddam Hussein. De skal naturligvis ikke have deres rang tilbage. Irakiske officerer, der klarer testen, skal så opspore de enheder, der tidligere har været under deres kommando. Det skulle være en hurtig måde at genetablere hele kompagnier og bataljoner på. Fejltagelse Flere amerikanske officerer betragter det som en alvorlig fejltagelse, at USA's administrator i Irak, Paul Bremer, i maj opløste Iraks væbnede styrker på 500.000 mand. Bremer forsvarede i går beslutningen på tv-stationen CNN: »Der var ikke tale om at opløse Iraks hær. Den var taget hjem efter nederlaget og gået i opløsning. Soldaterne tog reelt alt med sig, selv rørene på kasernernes toiletter, inden de forsvandt«. Bremer tilføjede, at omkring 60 procent af de soldater og samtlige sergenter, man har indrulleret i den nye irakiske hær, stammer fra den gamle hær. Den første bataljon i den nye hær var på banen først i oktober, men Bremer spår, at rekrutteringen af den nye hær først er afsluttet til september næste år. Amerikansk uenighed Beslutningen om at opløse de gamle hærenheder i maj skete imidlertid ikke uden sværdslag, skriver New York Times. Bremer og hans forgænger som administrator, Jay Garner, stødte sammen over spørgsmålet, eftersom Garner foreslog, at man fortsatte med at betale de gamle hærenheder løn for at bevare dem intakt. »Det var vores opfattelse, at vi var nødt til at fortsætte med at betale hæren og få dem i arbejde, så hurtigt vi kunne. Vi ønskede ikke, at de skulle slutte sig til den anden side i kampen«, siger den pensionerede general Jared Bates, som var Garners næstkommanderende. Tidligere major i de irakiske specialstyrker Muhammad al-Faour, siger til New York Times, at opløsningen »var en stor fejl. Man smider en halv million mennesker, deres familier og deres erfaring på gaden, og hvis bare en halv procent af disse folk vender sig imod dig, så har man problemer«. Tribunaler på vej Et ukendt antal irakiske officerer og andre irakere, som mistænkes for at have begået forbrydelser mod menneskeheden, er interneret og venter på, hvad der skal ske med dem. Storbritanniens tidligere FN-ambassadør og briternes nuværende specialudsending i Irak, Jeremy Greenstock, sagde søndag til nyhedsbureauet Reuters, at Bremer har bedt om hurtigt at få nedsat de tribunaler, som skal vurdere de irakiske tilbageholdtes sager og eventuelt dømme dem. Irakere tilbageholdes Flere tusinde irakere tilbageholdes af amerikanerne heriblandt 40 af de 55 mest eftersøgte regeringsembedsmænd og officerer. »Vi kan ikke tilbageholde disse mennesker i urimelig lang tid«, sagde Greenstock. Han tror ikke, at der bliver tale om at retsforfølge noget stort antal irakere, fordi det vil være fuldstændig uoverkommeligt også at undersøge de små fisks forbrydelser. Greenstock sagde, at det er op til irakerne, om de ønsker en sandhedskommission à la den sydafrikanske. Tribunalet skal ledes af irakere, og de mistænkte skal retsforfølges i Irak. Det er også USA's ønske, eftersom Washington er en inkarneret modstander af Den Internationale Straffedomstol.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























