Putin strammer grebet i Kreml

Lyt til artiklen

Ruslands præsident Vladimir Putin er indtil videre tavs om sin administrationschef. Samtidig afviser hans talsmand, at Aleksandr Volosjin skulle være på vej ud af Kreml. Men størsteparten af de russiske medier omtaler den magtfulde Volosjins afgang som en realitet. Flere betegner det som et kup mod ham. I konflikt med Putins 'styrede demokrati' Også vestlige iagttagere mener, at administrationschef Aleksandr Volosjins dage på den vigtige post er talte. Hans mere liberale holdninger er kommet i konflikt med den stadig strammere politiske kurs, som Putin kalder styret demokrati. Volosjins fremtid ventes at blive afgjort en af de nærmeste dage. Men allerede torsdag er han blevet tilbudt et nyt topjob - som direktør for den statslige energistyrelse. Ifølge en teori har den 48-årige Volosjin, hvis post er den tredjevigtigste i Rusland efter præsidenten og regeringschefen, selv søgt sin afsked i protest mod fængslingen sidste uge af oliemagnaten Mikhail Khodorkovskij. Ikke orienteret om aktion mod Khodorskij Den var Volosjin ikke blevet informeret om på forhånd, hvilket overrasker i betragtning af hans høje placering i magthierarkiet. Andre påstande siger, at han ikke vil gå af frivilligt, men er blevet offer i en intern krig i Kreml mellem den gamle garde og Putins fløj af høge. Putin, selv tidligere agent i statspolitiet KGB, har, siden han for godt tre år siden blev præsident, givet mange vigtige poster til folk fra KGB's arvtager FSB og militæret. Ansat af Jeltsin Volosjins udnævnelse går derimod tilbage til tidligere præsident Boris Jeltsin. Han var medlem af den såkaldte Jeltsinfamilie, en magtgruppe, som havde tætte kontakter med ledende forretningskredse. Dem har han stadig gode relationer med. Hvis Volosjin forsvinder, bliver ministerpræsident Mikhail Kasjanov den sidste prominente politiker fra Jeltsinklanen. Rivalisering mellem grupperinger i Kreml Analytikere er ikke helt enige om, hvad Volosjins mulige afgang signalerer, og hvilke konsekvenser den vil have. Lidia Sjevtsova fra Carnegietænketanken mener, at den vil forstærke ustabiliteten og rivaliseringen mellem de enkelte grupperinger i Kreml. »Men det er ikke desto mindre nødvendigt at komme af med Jeltsinæraens elite, som skabte vilkår for de store forretningsfolks dominans og forkorrupt bureaukrati«, siger Lidia Sjevtsova. Bevis på politisk krise Andre analytikere siger, at Volosjins afgang vil være et bevis på, at Khodorkovskijsagen har fremkaldt en politisk krise i Rusland. Og at den vil skabe mere nervøsitet blandt investorer. Flere medier understreger, at Volosjins afgang med stor sandsynlighed vil svække både ministerpræsident Mikhail Kasjanov og den del af de russiske forretningsfolk, som har deres rødder i Jeltsins tid. De er allerede nu bekymrede over de tab, russisk økonomi har lidt siden anholdelsen af Khodorkovskij, der står bag det store oliefirma Yukos. Man taler om 15 milliarder dollar som følge af kapitalflugt, aktiefald og suspendering af flere kontrakter med vestlige investorer, altså en sum væsentlig større end den ene milliard dollar, Khodorkovskij angiveligt skal have snydt Rusland for. Putin afslår møde med erhvervstopfolk Repræsentanter for erhvervseliten havde bedt Putin om et møde om Yukos, fængslingen af dets chef, men han afslog anmodningen. Også det tolkes som et tegn på, at præsidenten stadig mere foretrækker tilhængerne af en hårdere kurs over for finansfyrsterne, især den del af dem, der ligesom Khodorkovskij er kritiske mod Kreml. Putins afslag opfattes også som et signal om, at han accepterer beskyldningerne mod Yukoschefen. Erstatning Rusland venter nu med spænding på, om rygter om Volosjin bliver bekræftet, og hvem Putin i så fald vil gøre til hans efterfølger. Det kan enten blive nogen fra den liberale kreds omkring Volosjin eller nogen fra den modsatte fløj, måske endnu en forhenværende efterretningsofficer fra KGB. Det er en meget vigtig beslutning, Putin skal træffe godt en måned før parlamentsvalget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her