Raketangreb mod hotel i Bagdad

Lyt til artiklen

Luksushotellet Rashid i Bagdad, hvor bl.a. den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz opholdt sig, blev tidligt i morges angrebet med en serie raketter. En amerikansk soldat blev dræbt og 15 er såret. Blandt de sårede var 11 amerikanere. Wolfowitz kom ikke til skade og blev ledsaget væk fra hotellet af sikkerhedsstyrker - ifølge vidner "noget rystet, men fattet". På en pressekonference betegnede han angrebet som "desperate handlinger fra et døende kriminelt regime". Alle danskere udskadt Alle fire danskere, som opholdt sig på det 14 etager høje hotel, slap også uskadt, oplyste chefen for den danske styringsenhed i Bagdad, Torben Gettermann, til Ritzau. »Der lød en række brag. Jeg talte cirka seks. Bygningen rystede, og der opstod en del røgudvikling«, sagde Gettermann. Raketterne blev affyret fra en nærliggende zoologisk have. På en anhænger var affyringsrampen anbragt og camoufleret som en generator, fortæller det franske nyhedsbureau AFP. På tre-dages besøg i Irak Den amerikanske forsvarsminister er på sit andet besøg inden for tre måneder i Irak for at tage sig af sikkerhedsspørgsmålet og genopbygningen. Han og hans stab opholdt sig på 12. etage af hotellet, da granater ramte hotellet flere etager længere nede. Da angrebet fandt sted, var de i færd med at planlægget et "morgenmadsmøde" om elektricitetsforsyningen i Irak. Amerikanerne fuldfører missionen Wolfowitz skulle have afsluttet sit tre-dages besøg i Irak søndag aften, og han sagde efter angrebet, at det ikke på nogen måde ville forhindre amerikanerne i at fuldføre deres mission. Angrebet kom samme dag som et natligt udgangsforbud blev ophævet som indledning på den muslimske højtid, Ramadanen. Forbuddet har eksisteret, siden de amerikansk-ledede styrker besatte Irak. BBCs korrespondent i Bagdad siger, at ophævelsen af udgangsforbuddet efter mange menneskers opfattelse vil få antallet af angreb på amerikanere i landet til at stige. Angrebene mod de amerikanskledede styrker i Irak er intensiveret i de seneste uger. Amerikanske militærfolk mener, at gerningsmændene enten er Saddam-loyalister eller fundamentalistiske muslimer fra udlandet. Imidlertid viste en meningsmåling blandt irakere i sidste uge, at der også er en stigende tendens til at se koalitionsstyrkerne som en "besættelsesmagt".

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her