En ekstra omgang i rundkørslen og en ny vejafspærring, som skal forceres. Sådan kan mandagens forhandlinger om Europas kommende forfatning beskrives, efter at EU's udenrigsministre holdt endnu et møde i Bruxelles for at diskutere teksten. 100 ændringsforslag Den nye vejafspærring er de omkring 100 forslag til ændringer til forfatningens tredje del, som EU-landene har indsendt til det italienske EU-formandskab. Tredje del beskriver EU's politikker - energipolitik, socialpolitik, handelspolitik, asylpolitik og så videre - og mange havde regnet med, at det udkast til en tekst, som EU-konventet kom frem til i sommer, ville gå stort set uberørt og ubemærket gennem de efterfølgende forhandlinger. Sådan kom det ikke til at gå. Næsten alle EU-landene har bedt om ændringer i tredje del - fra regionalpolitik til særlige handelsaftaler. Spørgsmål om magten om budgettet Et af ændringsforslagene har særlig vægt. Det kommer fra EU's økonomi- og finansministre. De mener, at det nuværende udkast giver for meget magt til EU-parlamentet og EU-kommissionen med hensyn til unionens budget, og den magt vil de have lov til at beholde selv. Presset tidsplan De mange ændringsforslag lover ikke godt for den meget stramme tidsplan for forhandlingerne, som det italienske EU-formandskab har lagt. Italien ønsker at afslutte forhandlingerne i december, og den italienske udenrigsminister, Franco Frattini, påpegede mandag, at alle ikke skal regne med, at deres ændringsforslag bliver taget op til forhandling: »Nogle af ændringsforslagene er kun bragt op af et eller to lande. I de tilfælde har jeg sagt klart, at vi ikke vil åbne Pandoras æske. Vi er parate til at tage en diskussion for at præcisere nogle ting, men vi åbner ikke Pandoras æske«. Idé om ministerråd skudt ned - igen Men formandskabet gør ikke nødvendigvis tingene lettere for sig selv. Konventets forfatningsudkast indeholder et forslag om at oprette et lovgivende ministerråd, som skal vedtage stort set al EU-forfatning. Det blev afvist af EU-landene på det første forfatningsmøde i Rom i oktober. Alligevel tog Frattini det op på mandagsmødet. »Det blev kæmpet ned igen. Det er en sag, som EU-parlamentet har lagt meget vægt på, og så kan man ikke bebrejde formandskabet, at det benytter sin ret til at spørge rådet igen. Man kan jo ikke bare blæse på parlamentet«, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























