Europa støtter FN i Irak

En amerikansk soldat i aktion efter terrorangrebet mod Røde Kors i Bagdad. En ny meningsmåling viser, at europæerne foretrækker, at FN får mere magt i Irak. - Foto: AP
En amerikansk soldat i aktion efter terrorangrebet mod Røde Kors i Bagdad. En ny meningsmåling viser, at europæerne foretrækker, at FN får mere magt i Irak. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Danskerne er ret vilde med ideen om at sende danske soldater til Irak. Til gengæld synes de, at det er FN og ikke amerikanerne og deres allierede, som skal garantere for sikkerheden i landet. Det fremgår af en ny meningsmåling foretaget af EU-kommissionens analyseinstitut, Eurobarometer. Flertal for FN Instituttet udspurgte tidligere i denne måned befolkningerne i de 15 EU-lande om deres holdning til situationen i Irak efter krigen. Af resultaterne fremgår det blandt andet, at europæerne foretrækker, at FN overtager både genopbygningen og opgaven med at skabe fred og sikkerhed i landet. Kun 18 procent af de adspurgte mener, at USA skal stå for genopbygningen, mens 58 procent siger, at opgaven skal løses af FN. Særlig briterne giver med 72 procent stor opbakning til verdensorganisationen. På den anden side synes to ud af tre europæere, at USA skal betale for genopbygningen. Med hensyn til at skabe fred i Irak er der heller ikke stor entusiasme for at overlade opgaven til USA. Kun seks procent mener, at det er USA's ansvar alene, og andre fem procent peger på amerikanerne og deres allierede. En tiendedel af europæerne vil gå med til at lade USA lede en fredsbevarende FN-styrke, mens over 60 procent slet og ret vil have FN til at gøre arbejdet. Danskerne anderledes Danskerne skiller sig ud på tre forskellige punkter i undersøgelsen. Tre fjerdedele siger, at Danmark skal bidrage økonomisk til genopbygningen af Irak. Det synes europæerne generelt er en god ide, men kun hollænderne kommer på højde med danskernes entusiasme. I Belgien, Frankrig, Tyskland, Østrig, Portugal og Finland vil flertallet ikke være med til at bidrage økonomisk. Og den danske begejstring er lige så stor, når det gælder om at sende egne styrker til Irak. Det siger 77 procent af danskerne ja til - den største tilslutning blandt EU-landene, for de fleste europæere er imod at sende deres soldater til Irak. Tony Blair kan glæde sig: Halvdelen af briterne støtter, at deres styrker sendes til Irak. Briter mod krig i Irak Til gengæld synes briterne, at krigen i Irak var en rigtig dårlig ide. Lige over halvdelen siger, at militærangrebet på Saddam Husseins regime ikke var velbegrundet. Faktisk er det kun danskerne, som med 57 procent stadig har flertal for krigen i Irak. Grækenland ligger i top, når det gælder modstand imod Irakkrigen, med 96 procent modstandere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her