Demokraterne i den amerikanske kongres har lugtet blod efter et internt notat fra den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld er blevet lækket til pressen. I notatet udtrykker Rumsfeld bekymring for den amerikanske krig mod terrorisme. »Forsvarsministeren, der udadtil foretrækker at give den amerikanske offentlighed indtrykket af, at USA er ved at vinde krigen mod terrorisme, har aldrig indrømmet disse kendsgerninger før«, siger demokraten Joseph Biden, der er medlem af Senatets udenrigspolitiske komité. Tvivler på sejr i kamp mod terror I notatet tvivler Donald Rumsfeld på, at USA har de rette værktøjer til at finde ud af, om amerikanerne anholder flere terrorister, end der er nyrekrutteringer. Han skriver også, at USA står over for »et værre mas« i Irak og Afghanistan. »Forsvarsministeriet er blevet organiseret, trænet og udstyret til at bekæmpe store hære, flåder og luftvåben. Det er ikke muligt at forandre forsvarsministeriet hurtigt nok til at med succes at bekæmpe den globale krig mod terrorisme, skriver Rumsfeld blandt andet i notatet, hvor han også stiller spørgsmålet: »Er vi ved at vinde eller tabe den globale krig mod terrorisme?« Mangler kontrol over al-Qaeda I notatet peger han blandt andet på, at USA ikke har fået den fornødne kontrol med al-Qaeda, der menes at stå bag terrorangrebet 11. september 2001. »Vi har opnået blandede resultater med al-Qaeda. Selv om vi har givet dem stor opmærksomhed, er der stadig en masse på fri fod«, skriver Rumsfeld i notat. »Rumsfeld har aldrig indrømmet disse kendsgerninger før«, siger Biden til avisen USA Today. Mere kritik af Rumsfeld I Repræsentanternes Hus bliver notatet, der var sendt til viceforsvarsministrene Paul D. Wolfowitz og Douglas J. Feith, hærstabschef general Richard B. Myers og vicehærstabschefen general Peter Pace, også brugt af demokraterne til kritisere kampen mod terror. Demokraten Harold Ford siger til USA Today, at Bush-administrationen har overdrevet succesen i kampen mod terror. »Er vi ved at vinde eller tabe krigen mod terrorisme?«, spørger en anden demokrat, Ike Skelton, der er medlem af Komiteen for de væbnede Styrker. Rumsfeld glæder sig over debat Selv om notatet rejser en del kritik af Donald Rumsfeld, siger han i dag, at han er glad for at en del af indholdet nu bliver diskuteret åbent. »Hvor mange mennesker bliver undervist i at gå ud som selvmordsbombere og dræbe andre mennesker. Hvordan bremser vi den tendens ? Det er der ingen der kan svare på«, siger Rumsfeld. I notatet foreslår Rumsfeld blandt andet, at man finder en metode til at bremse islamiske skoler, der uddanner terrorister. Bush støtter En talsmand for præsident George Bush forsvarer, at Donald Rumsfeld har skrevet notatet. »Det er kun hvad man kan forlange af en stærk og kompetent forsvarsminister. Præseidenten har altid sagt, at det (kampen mod terror, red.) kræver nye tanker. Det er en anden slags krig«, siger Scott McClellan, der er pressetalsmand for George Bush.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























