De færreste kunne andet end løfte en slap arm. De forsøgte at råbe om hjælp, men der kom kun svage lyde ud af munden. En kvinde var sendt af sted til lighuset, da redderne hørte et svagt åndedræt. Italien har oplevet en ny humanitær tragedie. 13 lig på skibet Et smuglerskib med illegale indvandrere fra Afrika blev søndag aften sporet af de italienske myndigheder efter tip fra en fisker. Synet, der mødte redningsholdet, var rædselsvækkende. 15 afrikanere var i live, da deres både blev trukket i havn af den italienske kystvagt. 13 lig blev fundet på skibet. De overlevende, der havde hallucinationer af sult og tørst, hævder, at mindst 80 mennesker var om bord på skibet, da det forlod Libyen for ca. 20 dage siden. Undervejs gik båden i stå, og efterhånden som de rejsende døde, blev deres lig smidt overbord, fortæller de overlevende. Ingen kaptajn Der var ingen kaptajn om bord på båden, fortalte de overlevende, der tilføjede, at de undervejs mistede kursen. Normalt tager det ifølge Reuters en dag at nå Italiens sydligste øer fra Tunesien og Libyen. »En tragedie, der hviler tungt på Europas samvittighed«, sagde indenrigsminister Giuseppe Pisanu. »En tragedie, der hviler på Italiens samvittighed«, rettede et medlem af oppositionen og løftede tragedien op på et principielt niveau, hvor den endnu verserer. Stigning i smuglerforsøg Antallet af både, der forsøger at nå de italienske kyster, har været stigende inden for de seneste måneder, men det italienske indenrigsministerium har endnu ingen præcise tal. For blot tre dage siden døde syv indvandrere, heraf tre børn, før deres båd nåede kysten, og også sommeren var tæt pakket med uhyggelige rejseskildringer. Den illegale indvandring via havet har flyttet sig fra Otrantokanalen i Adriaterhavet over til farvandet mellem Nordafrika og Italiens sydligste ø, Lampedusa. Italienerne har via et samarbejde med albanerne, der også omfatter fælles kystbevogtning i Albanien, så godt som nulstillet trafikken i Otrantokanalen. Til gengæld kommer de illegale nu ind via Nordafrika. Færre indvandrere Alt i alt er antallet af indvandrere, der kommer via havet, dog faldet. I august kunne indenrigsministeriet meddele, at 8.881 personer var kommet til Italien illegalt via havet i de første seks måneder af 2003. Det svarer ifølge ministeriet til en nedgang på 40 procent i forhold til samme periode året før. Italien har ved flere lejligheder forsøgt at råbe om hjælp fra EU. Italienerne har hverken mandskab eller materiel nok til at bevogte sit hjemsøgte farvand og mener, at EU's ydre grænse skal bevogtes af EU, selv om den formelt tilhører Italien. Italien har indført hårdere straffe for menneskesmugling, men ifølge indenrigsministeren står der stærke organisationer bag trafikken. Al-Qaeda finansiering »Jeg udelukker ikke, at al-Quada eller andre terrororganisationer udnytter den illegale indvandring til at finansiere sig selv«, sagde Giuseppe Pisanu til italiensk tv. Men italienerne har et problem. Tal fra 2001 viser, at kun en tredjedel af de illegale indvandrere, der blev udvist fra Italien det år, reelt blev fulgt til grænsen og sendt hjem. Resten snoede sig uden om udvisningen og tog illegalt ophold i landet eller søgte videre op i Europa. Den manglende effektivitet ligner en indirekte invitation til at forsøge at komme ind i Italien. Men den katolske hjælpeorganisation Caritas afviser den tolkning. »Folk fra Østeuropa og Afrika kommer ikke hertil, fordi de ved, at de ikke bliver smidt ud, men fordi de er tvunget væk fra krige og fattigdom«, siger Don Giancarlo Perego, der er direktør i Caritas. »Uanset hvilke midler man tog i anvendelse, ville disse mennesker forsøge at nå Europa. Vi europæere skal snarere spørge os selv, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdene i deres hjemlande«, siger Don Perego.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























