Svensk al-Qaeda-mistænkt arresteret

Lyt til artiklen

En 37-årig svensker blev tirsdag anholdt i sin lejlighed i Stockholm, mistænkt for at have forsøgt at opbygge en træningslejr for al-Qaeda i USA. Det er det amerikanske politi FBI, som har haft svenskeren i søgelyset, og det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, foretog anholdelsen. »Han er anholdt for at have lagt planer om terrorforbrydelser«, siger statsanklager Agneta Hilding Qvarnström til Aftonbladet. Effekter beslaglagt Manden blev anholdt under en ransagelse i en lejlighed, hvor han har folkeregisteradresse, men han bor på en anden adresse. Säpo beslaglagde nøglerne og bar tasker og andre effekter ud af lejligheden. Den 37-årige kom til Sverige fra Libanon som 18-årig og blev svensk statsborger i 1989. Han er tidligere dømt for alvorlige forbrydelser, blandt andet smugleri og narkotikaforbrydelser. Kom i Finsbury-moskéen I slutningen af 90erne opholdt han sig i London, hvor han ofte besøgte moskéen i Finsbury Park, hvor militante grupper har rekrutteret nye medlemmer. Her lærte han den kontroversielle imam Abu Hamza al-Masri at kende. I august 2002 dukkede han op i en FBI-efterforskning. Han blev udpeget som makker til James Ujaama, som i april i år blev idømt to års fængsel for at have opbygget en træningslejr for al-Qaeda-terrorister i Oregon i USA. Svenskeerens rolle var ifølge politiet at finde et egnet sted til lejren. Ifølge den amerikanske avis Seattle Times har han kæmpet i Afghanistan og undervist i kampteknikker. Benægter anklagerne Svenskeren nægter alle anklager, men han lægger ikke skjul på, at han er tilhænger af Osama bin Ladens terrornetværk. »Jeg elsker al-Qaeda. Jeg elsker Osama bin Laden«, har han sagt i flere interviews. Han er desuden ven med den mand, som blev anholdt og mistænkt for at at have forsøgt at kapre et fly i Västerås. De har siddet i samme fængsel. Advokat Bengt Söderström mødtes tirsdag med sin klient i Kronaberg-arresten i Stockholm. Senere onsdag er der grundlovsforhør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her