Serbiens ministerpræsident, Zoran Zivkovic, har sendt en føler til NATO for at høre, om den vestlige forsvarsalliance er interesseret i 700 serbiske soldater i den fredsbevarende styrke i Afghanistan. Det skriver den britiske avis Financial Times. Det serbiske tilbud kommer bare fire år efter, at Serbien selv var mål for NATO's bomber under Kosovakrigen. Ifølge Financial Times er tilbuddet fra Zivkovic kommet bag på både vestlige diplomater i den serbiske hovedstad, Beograd, og også på fremtrædende medlemmer af den serbiske regering. Opmuntrende tegn En unavngiven diplomat siger til avisen, at selv Serbiens forsvarsminister har sagt, at han blev overrasket, da han hørte om sin chefs forslag. Diplomaten tolker forslaget som et udtryk for, at regeringschefen vil »vise verden, at serberne er til at stole på«. NATO siger, at der ikke er kommet noget formelt tilbud, men at en forespørgsel vil blive set som et »opmuntrende tegn« fra den serbiske regerings side. Det er velkendt, at ministerpræsident Zivkovic gerne vil have Serbien med i NATO, men meningsmålinger viser, at hans mål ikke har stor opbakning i befolkningen. Forslaget er Zoran Zinkovic' seneste forsøg på at give Serbien et nyt image efter Slobodan Milosevic, som blev styrtet i 2000. Zinkovic har som erklæret mål at få Serbien optaget i EU i 2007, hvilket virker temmelig usandsynligt. Terrorbekæmpelse Den serbiske viceministerpræsident, Nebojsa Covic, bekræfter indirekte, at der er sendt et uformelt tilbud til NATO. »Mandskabet i vores politistyrke og i hæren har meget erfaring i at bekæmpe terrorisme, og det kan være en hjælp for det internationale samfund under alle de udfordringer, man møder i Afghanistan«, siger Nebojsa Covic til avisen. Hemmeligt møde NATO overtog for to måneder siden ledelsen af den internationale styrke i Afghanistan. Det serbiske forslag ventes at blive diskuteret, når forsvarsministrene fra de 19 nuværende og syv kommende NATO-lande mødes til uformelt møde i Colorado i USA i midten af næste uge. En del af forsvarsministrenes møde vil forme sig som et usædvanligt seminar, der er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, men som menes at være en slags øvelse i håndteringen af et større terrorangreb. Mens selve mødet på torsdag foregår i hotel- og forlystelseskomplekset Broadmoor i Colorado, vil forsvarsministrene på onsdag tage til det amerikanske luftvåbens stærkt bevogtede Schriever-base, der har omfattende faciliteter til at simulere forskellige krigssituationer. Ifølge telegrambureauet Reuters deltager også ledende militærfolk fra de 29 lande i seminaret. En højtstående embedsmand fra det amerikanske forsvarsministerium siger til Reuters, at der bliver tale om et »scenario«, hvor man skal undersøge, hvordan NATO kan håndtere »en situation i det nye sikkerhedsmiljø«. Ny rolle Embedsmanden siger, at det er led i et forsøg på at gøre de årlige uformelle møder mellem forsvarsministrene mere livlige, meningsfulde og anvendelige. Den vestlige forsvarsalliance har siden terrorangrebene i USA 11. september 2001 kæmpet med at finde sin rolle. NATO reagerede dengang hurtigt og bakkede op om USA med en symbolsk vigtig beslutning om for første gang at anvende den såkaldte 'musketéred'. Men forsvarsalliancen har ikke spillet nogen afgørende rolle i krigene i Afghanistan og Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























