Iran vil torsdag forsøge at slå en handel af med Det Internationale Atomagentur, IAEA's udsendinge til Teheran. Irans udenrigsminister Kamal Kharazzi siger til en britisk avis, at landet er parat til »fuldt samarbejde« med IAEA, »men vi kan ikke gå på kompromis, når det gælder vores ret til at berige uran«. IAEA har givet Iran en frist til 31. oktober til at bevise landets påstand om kun at udvikle atomkraft til fredelige formål. IAEA kræver, at Iran underskriver en tillægsprotokol til Aftalen om Ikke-spredning af Atomvåben (NPT), der giver mulighed for skærpet kontrol. Svar ønskes Atomagenturets informationschef, Mark Gwozdecky, siger til Politikens spørgsmål, om IAEA forventer at få iranernes underskrift nu: »Tillægsprotokollen kan vise sig som en opgave på længere sigt. Det afgørende er, at Iran inden fristens udløb klart besvarer spørgsmål om, hvordan de har kunnet berige uran uden udvikling af våbenteknologi«. Ifølge NPT kan et land besidde teknologien for berigelse af uran, »hvis den er under IAEA's kontrol«. At Iran har gjort sig skyldig i brud på den del af NPT, erfarede agenturets inspektører tidligere på året, da de fandt spor af beriget uran i to iranske anlæg. Kharazzi hævder, at det var lige så overraskende »for os som for IAEA«, og hævder, at der må være tale om »forurening« af importerede installationer, angiveligt pakistanske. Irans kontroversielle atomprogram har skærpet kampen imellem præstestyrets høge og reformfløjen omkring præsident Khatami. Mark Gwozdecky siger, at IAEA mærker den konflikt i »udtalt iransk velvilje, men forhaling i praksis«. Pres på Teheran Iranske moderate som Mohsen Mirdamadi, leder af landets største reformparti, siger til dagbladet Yas-e-Nou, at hvis Iran lader sig styre af USA's holdning, skader det kun landet: »Vores opførsel har bragt Europa og USA, der tidligere havde forskellige holdninger (til Iran red.), tættere sammen. Vi er ved at skabe en global konsensus uden sidestykke imod os selv«. Hossein Shariatmadari, leder af det konservative dagblad Kayhan, siger: »Det er et forsøg på at bringe det islamiske establishment i Iran til fald«. Præstestyrets Revolutionære Garde har udstillet adskillige iranskproducerede raketter i Teherans gader for at mobilisere iranerne mod internationalt pres ved at vise militær styrke. Mark Gwozdecky siger, at IAEA's inspektører vil arbejde intensivt i Iran op til deadline. »Hvis vi ikke har fået svar på alle spørgsmål, bliver det en opgave for FN's Sikkerhedsråd at tage stilling til eventuelle sanktioner«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























