Svensk politi har løsladt den 35-årige mand, der har været anholdt siden tirsdag i sidste uge for drabet på Anna Lindh. »Beviserne mod den 35-årige var for svage, derfor frafalder alle mistanker mod ham. Han er netop blevet løsladt«, sagde chefanklager Agneta Blidberg på et pressemøde kort efter middag. Ifølge fængselspersonalet på Kronobergshäktet, hvor den mistænkte sad fængslet, blev den 35-årige løsladt klokken 12.30. Efterforskningsarbejdet har dog afsløret, at den 35-årige står bag en række andre forbrydelser, som han vil blive sigtet for, og politiet holder derfor fortsat øje med den løsladte. Kan kræve erstatning for frihedsberøvelse Den løsladte kan dog kræve erstatning for frihedsberøvelse samt for de lidelser og ydmygelser, han er blevet udsat for, siden han blev fængslet og af medierne udpeget som Anna Lindhs drabsmand. »Hvis anklagemyndigheden dropper alle mistanker mod den anholdte, kan han forvente erstatning«, siger advokat Peter Althin til avisen Aftonbladet. Ifølge Agneta Blidberg var de oprindelige beviser mod den 35-årige dog stærke nok til, at det var forsvarligt at fængsle ham sidste tirsdag samt varetægtsfængsle ham i fredags. »Hvis ikke der var tilstrækkelig mistanke, ville domstolen jo ikke have givet os lov til at varetægtsfængsle den 35-årige i en uge«, sagde Blidberg. Tidligere millionerstatninger til løsladte I tidligere svenske sager har anholdte personer modtaget erstatninger på flere hundredetusinde kroner, hvis anklagemyndigheden ikke har haft beviser nok til at få den anholdte dømt, eller hvis man har løsladt personer, der har været dømt. Det værste eksempel var sagen mod Joy Rahmann, der i 1994 blev idømt fængsel på livstid for drab. Han nåede at afsone otte år, før han blev erklæret uskyldig. Han har indtil videre modtaget 6 millioner danske kroner af den svenske stat.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























