Ingen danske humanitære organisationer er at finde i det sydlige Irak, der bliver kontrolleret af den danske koalitionsstyrke. Området er Iraks fattigste og har 400.000 indbyggere. Indsamlede 44 millioner En række danske humanitære organisationer, blandt andet Red Barnet, Caritas Danmark, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors, indsamlede i foråret knap 44 mio. kroner i det stort anlagte tv-show 'Hjælp krigens ofre'. Alligevel har kun Folkekirkens Nødhjælp været i området, men organisationen har sendt sine folk ind i Kuwait af sikkerhedshensyn. NGO'ernes fravær har betydet, at de danske soldater i Irak siden ankomsten i juni har måttet lave nødhjælpsarbejde. Nogle af opgaverne har været at istandsætte skoler, reparere elværker og vandpumpestationer, skaffe stabile leverancer af brændstof, øge standarden på hospitaler og sundhedsklinikker og sørge for ny såsæd til landmændene. Iraks fattigste område »Det har overrasket os, at vi har skullet løse så mange ikkemilitære arbejdsopgaver. På rekognosceringsturen hertil i maj begyndte jeg at få en ide om opgavens størrelse, og jeg havde da meget gerne set for eksempel Dansk Røde Kors her i området - og helst allerede fra begyndelsen«, siger major Anders Johansen, der leder de danske soldaters civile indsats, Civilian Military Coorporation (CIMIC). »Man kan godt undre sig over, at de danske humanitære organisationer ikke kommer hertil, når her er danske soldater, og når området er Iraks fattigste«, siger han og understreger, at Folkekirkens Nødhjælp gjorde et »fantastisk stykke arbejde« i den tid, organisationen var i området. For farligt Dansk Røde Kors begrunder organisationens manglende tilstedeværelse i det sydlige Irak med, at området er for usikkert. »Vi har mange programmer, som vi gerne vil i gang med, men vi kan ikke færdes sikkert i området, og vores ting bliver stjålet«, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen. Røde Kors fremhæver, at der fortsat bruges penge på at redde liv i Irak. Men genopbygningsopgaver er midlertidigt indstillet. »Vi vil gerne bruge pengene der, hvor de gør mest gavn, men vi holder ikke penge tilbage fra den akutte nødhjælp«, siger Jørgen Poulsen. Mens Dansk Røde Kors vurderer, at det er for usikkert at arbejde i det sydlige Irak, arbejder Folkekirkens Nødhjælp i området. Organisationen har valgt at trække sig ud for en periode, men regner med snart at vende tilbage. »Det er uhyggeligt svært for os alle at arbejde i området. Vi har vurderet, at vi godt kunne leve med usikkerheden, men jeg kan udmærket forstå Røde Kors´ beslutning«, siger Thomas Ravn-Pedersen, informationschef i Folkekirkens Nødhjælp. Danske soldater hjælper til Hærens Operative Kommando har givet de danske koalitionsstyrker 300.000 kroner til at lave nødløsninger på problemerne i området. Fra oktober kommer der et nyt beløb på 600.000 kroner. Selv om pengene har strakt langt, tager danskerne hver uge til Basra for at bede om støtte fra internationale nødhjælpsorganisationer og den civile del af koalitionsstyrken, CPA. Senest har International Røde Kors betalt en lokal entreprenør for at reparere en vandpumpestation i Qurna, og en dansk soldat har spurgt en privat bekendt i Lions Club, om de vil støtte vandrensningssystemet. De danske soldater har ikke søgt om at få andel i de Danidamidler, Udenrigsministeriet har afsat til genopbygningen af Irak: »Det er ikke hærens opgave at lave nødhjælpsarbejde«, fastslår major Anders Johansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























