Ni af de 27 israelske piloter, der i et brev har nægtet at deltage i luftangreb mod befolkede palæstinensiske områder, bliver nu sandsyngligvis afskediget. Resten af piloterne er ifølge militære kilder i Israel på grund af alder stoppet i militæret for cirka 15 år siden, skriver den israelske avis Haaretz Daily på sin hjemmeside. Civile ofre Leder af flyvevåbnet Dan Halutz, til hvem brevet er blevet sendt, siger, at »de fleste af underskriverne på brevet aldrig har deltaget i målrettede attentater i området. De er ikke aktive og har intet med operationerne at gøre«. Initiativet til brevet blev taget efter en lang række angreb i de palæstinensiske områder, der er gået ud over civile. Ved angrebene, der er blevet udført med kamphelikoptere bevæbnet med missiler, er der adskillige eksempler på, at uskyldige forbipasserende er blevet dræbt eller kvæstet. Ulovlige ordrer Kaptajn Yonatan udtalte sig onsdag på vegne af underskriverne: »Vi er alle loyale indbyggere i Israel, og vi har først taget dette skridt efter lang tids overvejelse. Som officerer og piloter har vi haft det tunge ansvar at manøvrere en meget magtfuld krigsmaskine. Som moralske væsner har vi besluttet, at vi ikke længere kan udføre ordrer, der er så indlysende ulovlige«. En anden pilot og underskriver af protesten siger til israelsk fjernsyn: »Hvis man kaster en bombe mod et syv etagers hus kun for at finde ud af, at 14 uskyldige er blevet dræbt, heraf ni børn og to kvinder, er det så ikke en ulovlig ordre«. Sidste år blev Israel kritiseret efter at 16 civile blev dræbt efter et jagerfly kastede en ét-tons bombe mod et beboelseskvarter i Gaza By. Målet var en leder i Hamas-bevægelsen. Forsvarer angreb Den israelske udenrigsminister Silvan Shalom forsvarer beslutningerne om luftangreb i de palæstinensiske bydele. »For eksempel gennemfører vi aktionerne efter klokken otte om morgnen, hvor der ikke er børn eller vi bruger lettere bomber, der ikke giver garanti for succes, men som sikrer, at uskyldige ikke bliver ramt«, siger han til israelsk radio. Den israelske premierminister Ariel Sharon har taget kraftigt afstand fra de 27 piloters brev, og hævder at, de har politiske motiver. Risikerer fængsel De ni piloter vil blive indkaldt til møde med deres ledere, hvor de til at begynde med vil blive opfordret til at trække deres udtalelser tilbage. Israelske soldater risikerer fængselsstraf for at nægte at udføre ordrer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























