Strømsvigt i USA stadig en gåde

Lyt til artiklen

Mere end fem uger efter Nordamerikas største strømsvigt, der mørkelagde store dele af det nordøstlige USA og Canada, har en fælles ekspertgruppe fra de to lande endnu ikke med sikkerhed kunnet udpege den skyldige for miseren. Liberalisering får ansvaret Mistanken retter sig dog imod et fald i såkaldt reaktiv kraft, som kraftværker og højspændingsnettet skal bruge til at vedligeholde nødvendige magnetfelter for at fungere. Og dermed synes det reelle ansvar for, at omkring 50 millioner mennesker kort efter kl. 16 torsdag 14. august var uden elektricitet, at skulle placeres på den liberalisering af energisektoren, hvor de store elmonopoler blev brudt. Den blev indledt for en halv snes år siden. Ifølge tirsdagens udgave af New York Times var et af de mest betydningsfulde udslag af liberaliseringen udbredelsen af 'handelskraftværker', som ligger i et elselskabs område, men ejes af et uafhængigt selskab. Selskaber var ude af drift I løbet af de sidste 15 måneder er tre handelskraftværker begyndt at producere og sælge strøm i den sydøstlige del af staten Ohio, hvor strømsvigtets kædereaktion tilsyneladende begyndte. Handelskraftværkerne laver først og fremmest 'rigtig' kraft, ikke den reaktive kraft, som måles i Volt-Ampere-reaktiv (VAr), og som der ikke er mange penge i at producere i det amerikanske system, selv om elforsyningen er afhængig af den. Netop 14. august var adskillige af elselskabernes egne værker i Ohio og Michigan ude af drift på grund af reparationer, og yderligere to værker var lukket ned. Så da de gamle monopolers egne værker, som ellers ville have produceret, var nede, og handelsværkerne ikke havde økonomisk grund til at levere spænding, gik det efter alt at dømme galt. Flere advarsler Timer før mørklægningen opdagede ingeniørerne ved FirstEnergy, at spændingen i hele deres system var under det normale. Holder teorien om mangelen på reaktiv kraft som årsag til nedbruddet, giver det de ansvarlige myndigheder endnu større grund til at føle sig pinligt berørte over det største strømsvigt i nordamerikansk historie. Eksperter har nemlig tidligere peget på ustabil reaktiv kraft som årsag til de store strømsvigt i Frankrig i 1978 og på den amerikanske Stillehavskyst i 1996. Og de har advaret om, at markedsændringer som nedbrydning af monopolerne og større afhængighed af fjernimport af strøm har forhøjet behovet for stabil produktion af reaktiv kraft, men gjort det mindre attraktivt at producere den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her