Blix kritiserer omstridt britisk våbenrapport

Lyt til artiklen

Den tidligere chef for FNs våbeninspektører anklager den britiske regering for bevidst at have overdrevet de irakiske våbens farlighed i en omstridt efterretningsrapport om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben. Rapporten er et centralt omdrejningspunkt i den igangværende undersøgelse af omstændighederne omkring den britiske våbenekspert David Kellys død. Tolkes forskelligt Irak-rapporten indeholdt blandt andet oplysninger om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, der kunne aktiveres med 45 minutters varsel. Og det afsnit mener Hans Blix indeholder alvorlige problemer. »Når man læser den britiske rapport, der kom ud i september sidste år med den berømte bemærkning om de 45 minutter får man det indtryk, at den vil føre læseren et stykke videre end man behøver at tolke teksten. Man kan læse den restriktivt, men man kan også drage langt videre konklusioner, og det tror jeg mange har gjort«, siger Hans Blix i et radioprogram på BBC. Med sin udmelding giver Hans Blix støtte til to ansatte i det britiske forsvarsministerium, der hævder, at der blev udøvet politisk indflydelse på rapporten. Anklage mod Bush og Blair Hans Blix erkender, at det kan være nødvendigt at forenkle efterretningsoplysninger, men at folk stadig skal kunne stole på dem. Han anklager regeringerne i USA og Storbritannien for at have overfortolket efterretningsoplysningerne om Iraks masseødelæggelsesvåben. »De var overbevist, at Saddam var på vej i den retning, og det er forståeligt nok, når man kender mandens baggrund«, siger han. Hans Blix har tidligere været ude med kritik af USA og Storbritannien for at benytte Iraks program for masseødelæggelsesvåben som alibi for krigen i Irak. Han har sammenlignet de to lande med heksejægere fra middelalderen. »I Middelalderen hvor folk var overbeviste om, at der fandtes hekse var de også i stand til at finde dem«, siger Hans Blix, hvis våbeninspektører måtte forlade Irak i marts måned kort før krigen brød ud. Både George Bush og Tony Blair har brugt Saddams påståede kemiske biologiske og atomvåben som bevæggrund for krigen mod Irak, men fem måneder efter krigen er det endnu ikke lykkedes for de to lande at finde spor efter våbnene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her