»Vi har mistet hende, og det gør så ondt«. En følelsesladet statsminister Göran Persson indledte rækken af taler ved dagens mindehøjtidelighed for Anna Lindh. Hundreder af røde faner fra socialdemokraternes svenske lokalafdelinger, blå blomster og næsten 1300 indbudte statsledere, venner og familiemedlemmer skabte en varm og følelsesmættet kulisse - i »Anna Lindhs ånd«, præcis som arrangørerne havde planlagt. »Anna Lindh troede på mennesker. Mennesket og de menneskelige rettigheder var altid hendes udgangspunkt i det store og det små. Tak, Anna«, fortsatte den svenske statsminister, der også lovede Anna Lindhs efterladte familiemedlemmer - manden Bo Holmberg og sønnerne på ni og tretten - at han og regeringen »ville føre hendes vision videre«. Musik og digtoplæsning Før Perssons tale havde sangeren Eva Dahlgren indledt ceremonien med sin sang, 'En ängel i mitt rum', og det svenske radiosymfoniorkester spillede Bach. Også EU's udenrigskommissær, Chris Patten, gik på talerstolen med budskabet om, at »Annas lyse minde lyser op i sorgens mørke«. Til sidst læste skuespilleren Stina Ekblad op af digtet 'Fuglene' af Solveig von Schoultz. Anders Fogh repræsenterede Danmark Blandt gæsterne i rådhusets store sal var den svenske kong Carl Gustaf og dronning Silvia. Europas lande var repræsenteret ved en lang række udenrigsministre. Storbritanniens Jack Straw, Tysklands Joschka Fischer samt Frankrigs Dominique de Villepin var alle til stede, mens dårligt vejr tvang USA's udenrigsminister Colin Powell til at blive hjemme. Danmark var repræsenteret ved statsminister Anders Fogh Rasmussen. Under mindehøjtideligheden var store dele af Stockholms indre by spærret af. Ifølge myndighederne var politiopbuddet det største i Sverige siden mordet på Olof Palme i 1986.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























