»Jeg har tungt artilleri, som kan sættes ind. Jeg har god logistik, og jeg har strategisk mobilitet«. Ovenstående citat stammer ikke fra general Wesley Clarks felttog i NATO-regi mod serberne i Kosova i 1999, men fra nyhedsmagasinet Newsweek 8. september, da Clark skulle forklare, hvilke fordele han ville have, hvis han skulle forsøge at blive Det Demokratiske Partis kandidat ved det amerikanske præsidentvalg næste år. Beslutningen er nu truffet. Den pensionerede og højt dekorerede general indledte i går sin offensiv mod ikke alene præsident George W. Bush, men også foreløbig ni andre demokrater, der ønsker at erobre Det Hvide Hus. Tidligere førstedame og nuværende senator Hillary Clinton lurer fortsat i kulissen, men afviser hele tiden, at hun stiller op og ventes først at være parat i 2008. Begavet og arrogant 58-årige Clark er karrieresoldat og ug-dreng. Han var nummer et på militærakademiet West Point og fik en sølvstjerne for tapperhed i Vietnam, men blev også afskyet af inderkredsen i forsvarsministeriet Pentagon på grund af sin sabelraslen og krigeriske indstilling i Kosova. Arrogant, egoistisk, hensynsløs og forfængelig er etiketter, som er hængt på Clark ved siden af alle medaljerne. Under en flyvetur fra New York til Arizona sagde en veteran til Politiken: »Jeg kan ikke udstå ham. Han er kun til stede, når kameraerne er der. Han kører aldrig i sin jeep, for så kunne han risikere at gøre sin fine paradeuniform beskidt«. Men amerikanerne er i krig, og demokraterne har brug for en kandidat med striber, som har sikkerheds- og forsvarspolitisk troværdighed og kan udfordre Bush, når det gælder den nationale sikkerhed. 11 generaler er tidligere blevet præsident med George Washington og Dwight D. Eisenhower - Clarks store helt - som de mest kendte. I et Clark kontra Bush opgør har demokraterne for en gangs skyld den militære baggrund i orden, og så er Clark oven i købet fra sydstaterne, nemlig ekspræsident Bill Clintons hjemstat Arkansas. De tre seneste demokratiske præsidenter kom alle fra syden: Texas, Georgia og Arkansas. Bush har ingen erfaring fra slagmarken, men undgik Vietnam, og det gælder også de fleste af høgene i hans regering. Imod Irakkrigen Wesley Clark var imod Irakkrigen. De demokratiske græsrødder var også imod krigen, men må nok indse, at den eneste antikrigskandidat, som amerikanere vil vælge til præsidentposten, er en firstjernet general. Græsrødderne er i øjeblikket parat til at vælge en hvilken som helst kandidat, der var imod krigen, også selv om det betyder et ydmygende nederlag til næste år. Derfor står Howard Dean fra Vermont så stærkt for øjeblikket. Det er ikke gået op for demokraternes bagland endnu, at Bush ikke længere er usårlig. De demokratiske ledere er for alvor begyndt at frygte Dean, som de betragter som en sikker taber. Derfor betyder det ikke det store - i hvert fald ikke i øjeblikket - at Clark ingen indenrigspolitisk erfaring har og aldrig er blevet valgt til et embede. Blandt græsrødderne vil det også tælle, at Clark er liberal, selv om han først for en måned siden meddelte, at han er demokrat. Han er for abort, bøssers rettigheder, positiv særbehandling og mod Bushs skattenedsættelser. Mangler penge og organisation Imod Clarks chancer taler, at der kun er fire måneder til det første primærvalg i Iowa, at han ikke har en politisk organisation på plads og er langt bagud, når det gælder indsamling af penge. Hvis Clark skulle vise sig at være chanceløs, når det gælder nomineringen, så vil enhver demokratisk præsidentkandidat med glæde have ham som vicepræsidentkandidat. Flere kommentatorer hævder, at det i virkeligheden er vicepræsidentposten, som Wesley Clark går efter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























