CIA ikke sikker på bin Laden lever

Lyt til artiklen

Den arabiske tv-station al-Jazeera offentliggjorde onsdag, hvad den betegnede som en ny videooptagelse med lederen af terrororganisationen al-Qaeda, Osama bin Laden, og hans højrehånd, Ayman al-Zawahri. CIA har gransket optagelserne, og mens den amerikanske efterretningstjeneste er overbevist om, at det er al-Zawahri, der optræder på en tilhørende lydoptagelse, hvor han omtaler nyere begivenheder. Derimod er CIA ikke sikker på, at videooptagelserne af bin Laden er fra maj i år, som det opgives. Al-Jazeera sagde, at videooptagelsen, der viser parret i et "uidentificeret bjergområde", antageligt er blevet optaget i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Bin Laden omtaler kun terrorangrebet på USA for to år siden og ikke nyere begivenheder. Hyldede flykaprere På videooptagelsen hyldede bin Laden de personer, der udførte angrebene på World Trade Centre den 11. september. »Vi kunne lære noget om loyalitet og ærlighed af dem. De var de ærligste og modigste mennesker, der findes«, sagde Bin Laden på optagelsen. Han advarede dem, som opponerer Jihad, hellig krig: »Jeg vil sige, at de som frygter at bestige bjerge vil leve hele livet i huler«, sagde bin Laden på al-Jazeera. Også lydoptagelse I lydoptagelsen advarer al-Zawahri om, at al-Qaedas anslag hidtil kun har været "krusninger på vandet og at kampen mod USA endnu mangler at komme rigtigt i gang". Offentliggørelsen af båndene kommer dagen inden to-årsdagen for terroranslaget mod USA 11. september 2001, som al-Qaeda menes at stå bag. Tager stor risiko Terrorisme-eksperter vurderer, at de to al-Qaeda-lederne tager en stor risiko ved at vise sig frem i et område, der ser ud til at ligge på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Dermed giver de USA et fingerpeg om, hvor man skal lede efter dem. Men hvis de skal forblive mystiske og bevise for deres tilhængere, at de fortsat er i live og udgør en fare, som USA må forholde sig til, så er de nødt til en gang imellem at tage sådanne chancer, siger eksperterne. Den 47-årige bin Laden, der menes at være blevet såret i skulderen eller armen under bombardementerne af Tora Bora-bjergene i det østlige Afghanistan i slutningen af 2001, synes nu at være blevet helt rask, siger eksperterne. I den seneste videooptagelse af Osama bin Laden fra december 2001 så han både grå og træt ud og var ude af stand til at bevæge sin venstre side. I den ny videooptagelse bevæger han sig uden besvær og ser rask ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her