Politisk borgfred krakelerer

Lyt til artiklen

Efter to dage i chok og apati over mordet på udenrigsminister Anna Lindh begynder livet i Stockholm så småt at vende tilbage til normale tilstande. Ikke mindst ansporet af høj sol og temperaturer over 20 grader. Imod forventning er der også livstegn at spore i valgkampen. Aftalen mellem Riksdagens syv partier var ellers, at de skulle stoppe valgkampen på grund af attentatet mod Anna Lindh. Dramatiske forandringer Men enigheden er ved at forsvinde. Ikke mindst ansporet af en ny meningsmåling, som viser, at der siden onsdag er sket dramatiske forandringer i vælgernes holdning til euroen. 43 procent af de adspurgte vil nu stemme ja til at indføre euroen, mens 42 procent vil stemme nej. Så sent som onsdag, før Anna Lindhs død, førte nejsiden stort. Ifølge Gallup ville 50 procent på det tidspunkt stemme nej og kun 35 procent stemme ja. Kritik af tv-program Borgfreden blev brudt af Vänsterpartiet, som er imod at indføre euroen. Partiet er stærkt utilfreds med forløbet af fredagens udsendelse på Sveriges TV, hvor den planlagte afslutningsdebat var blevet erstattet med en samtale om demokrati mellem de syv partiledere. End ikke en spørgerunde om euroen blev der plads til. Det havde Socialdemokraterne modsat sig. Partiet havde således krævet »en rolig og værdig samtale«, hvis statsminister Göran Persson skulle deltage. Debatten var kemisk renset for euroemner, hvilket Vänsterpartiets leder, Ulla Hoffmann, anser for at være en fordel for jasiden. »Indtil nu har debatten været fri for partipolitik, fordi Socialdemokraterne er så splittede. Hvis det lykkes for partiet at gøre eurovalget til et partipolitisk spørgsmål, vil det øge jasidens aktier. Der burde være gennemført en spørgerunde som supplement til den diskussion, vi havde«, sagde Ulla Hoffmann. Dårligt kompromis Også flere aviser er kritiske over for afviklingen af fredagens program. Heriblandt Sveriges næststørste formiddagsblad, Expressen, der i en ledende artikel kalder programmet for »et dårligt kompromis«, som i højere grad var et program for politikerne end for seerne. »Det burde have været muligt at gennemføre en saglig og værdig eurodebat i stedet for«, skriver Expressen. Skader troværdigheden Ifølge professor Rutger Lindahl fra Göteborgs Universitet medvirker fredagens program til at undergrave legitimiteten af dagens folkeafstemning. »Spørgsmålet om euroen har jo netop været præget af, at det ikke er et partipolitisk spørgsmål. Men nu er det så alligevel på vej til at blive et partispørgsmål. Det skader troværdigheden af resultatet. Efter min vurdering burde man have gennemført en form for debat«, siger Rutger Lindahl med henvisning til, at statsminister Göran Persson flere gange har sagt, at folkeafstemningen gennemføres for at hædre demokratiet og Anna Lindhs minde. Göran Persson afviser, at debatten burde have været anderledes. »Polemik ville have været fuldstændig umuligt for mig i en debat, som Anna Lindh oprindeligt skulle have deltaget i«, sagde han til Dagens Nyheter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her