Dacaar indstiller aktiviteter efter drab på medarbejdere

Lyt til artiklen

Den danske hjælpekomité Dacaar har indtil videre indstillet hjælpearbejdet i de sydøstlige provinser i Afghanistan efter, at fire hjælpearbejdere tirsdag blev skudt og dræbt af bevæbnede mænd. Aktiviteter indstillet Programkoordinator Sten Andreasen fra Dacaar siger, at drabene har fået direkte konsekvenser for komitéens arbejde i Ghazni-provinsen. »Vi har indstillet alle aktiviteter i de sydøstlige provinser indtil videre«, siger Sten Andreasen. Projekter i vest fortsætter Dacaar har tidligere i år trukket sig ud af en række andre provinser i det sydlige og østlige Afghanistan som følge af trusler mod nødhjælpsarbejderne. Dacaar har fortsat medarbejdere i den vestligste del af landet, hvor forholdene vurderes til at være rimeligt sikre. »Vi overvejer situationen for vore medarbejdere i det vestlige Afghanistan og har ikke taget stilling endnu til, hvad vi vil gøre her«, siger Sten Andreasen. Bagbundet og skudt I alt fem afghanske nødhjælpsarbejdere, heraf to direkte ansat af Dacaar, var tirsdag på vej hjem til deres lejr efter feltarbejde på et drikkevandsprojekt i den sparsomt befolkede Ghanzi-provins. En gruppe bevæbnede mænd stoppede bilen, og de fem afghanske nødhjælpsarbejdere blev herefter bagbundet og skudt. 'En henrettelse' Fire, heraf de to Dacaar-ansatte, blev dræbt på stedet, mens den femte overlevede, fordi han lod som om, han var død. Manden blev hjulpet til et sygehus af nogle lokale folk og overlever. Manden blev ramt af fire skud. »De bevæbnede mænd sagde, at de var talebanere, og at de havde advaret om, at man var i livsfare, hvis man arbejdede for NGO'erne i landet. Det var en henrettelse og et led i et bevidst forsøg på at destabilisere situationen i Afghanistan«, siger Sten Andreasen. Planlagte drab Han siger, at de fem nødhjælpsarbejdere har fulgt alle sikkerhedsforeskrifter og blandt andet har kørt rundt i området i en lokal lejet bil uden nogen form for logo på. Men de bevæbnede folk var klar over, hvem de fem var og har altså planlagt drabene. Havde radioudstyr Sten Andreasen siger videre, at gerningsmændene havde radioudstyr med sig, hvilket kan tyde på, at angrebene på nødhjælpsarbejdere er sat i system. Sten Andreasen siger, at Dacaar nu vil tage sikkerheden for nødhjælpsarbejderne op med NGO-organisationernes sikkerhedskoordinator.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her