Et nyt interview, og helvede bryder løs - Silvio Berlusconi har gjort det igen. I en lang samtale med det britiske tidsskrift The Spectator stempler Berlusconi italienske dommere som »vanvittige«. »Disse dommere er dobbelt vanvittige. Først fordi de er det politisk, men de er vanvittige i det hele taget. For at være i det fag må man være mentalt forstyrret, man må have nogle psykiske problemer. Hvis de har det arbejde, er det fordi de antropologisk set er forskellige fra den øvrige menneskehed«, siger Berlusconi om de dommere, der har været involveret i sagen mod kristdemokraten Giulio Andreotti. Andreotti blev beskyldt for at have stået i ledtog med den sicilianske mafia, men blev frifundet af en siciliansk domstol. Præsident forfærdet - dommere målløse Citatet, der står i denne uges udgave af The Spectator, fik angiveligt Italiens ellers afdæmpede præsident Carlo Azeglio Ciampi til at hoppe forfærdet i stolen, og både opposition og dommere er målløse. De sicilianske dommere og anklagere er i forvejen placeret i yderkanten af statsapparatet på den mafiabefængte ø, hvor de risikerer livet for at udføre deres arbejde, og det opfattes som en skandale, at Berlusconi kan finde på at affyre sådan en bredside mod dem. Carlo Azeglio Ciampi kommer dommerne til undsætning med en erklæring, hvori det hedder, at »italienske borgere har fuld tillid til dommerstanden som en statsinstitution, der på trods af mange vanskeligheder arbejder grundigt og samvittighedsfuldt for at administrere loven - uafhængigt og i respekt for forfatningen«. Pressen venstreorienteret Med interviewet tilføjes endnu en juvel på den perlerække af uheldige udtalelser, det er lykkedes Berlusconi at producere i sin tid som statsleder og nu også formand for EU. Berlusconi er inde i en aggressiv fase. Det er ikke ham, der som medieejer og statsminister er et særtilfælde i Italien, hævder han. Italiens afvigelser fra det øvrige Europa er trefold og består af en presse, der »totalt er i venstrefløjens tjeneste«, en opposition, som »ikke er demokratisk« og altså de »vanvittige dommere«. »Uhørte og urimelige ord«, tordner dommerstandens ledende organ, Consiglio Superiore della Magistratura, hvis næstformand Virginio Rognoni har opfordret præsident Ciampi til at gribe ind over for Berlusconis galopperende angrebslyst. Fremviser kaktussmling De to mænd, Nicholas Farrell og Boris Johnson, der har lavet interviewet med Berlusconi, beskriver ellers et underholdende besøg på Berlusconis pragtejendom på Sardinien, hvor de ansatte ser oprigtigt glade ud for deres arbejdsgiver, som stolt viser de besøgende omkring i sin samling af flere tusinde katusser. Interviewet og de to journalisters - positive - vurdering af Berlusconi kan læses på The Spectator's hjemmeside www.spectator.co.uk. Boris Johnson er The Spectators chefredaktør og medlem af det britiske parlament for de konservative. lisbeth.davidsen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























