Annan: FN sender ikke soldater til Bagdad

Dagens møde mellem Kofi Annan og Colin Powell kunne ikke få de to parter til at nå til enighed - Foto: AP
Dagens møde mellem Kofi Annan og Colin Powell kunne ikke få de to parter til at nå til enighed - Foto: AP
Lyt til artiklen

FN har ingen intentioner om at sende sine egne fredsbevarende styrker til Irak, oplyste FN's generalsekretær Kofi Annan i dag på et pressemøde med USA's udenrigsminister Colin Powell. Samtidig gjorde USA's udenrigsminister Colin Powell det klart, at USA ikke vil overlade sikkerheden i Irak til andre lande. »Spørgsmålet om at afgive magt i Irak er slet ikke på dagsordenen«, sagde Powell på pressemødet. I øjeblikket deltager 30 lande i den amerikansk-ledede koalition i Irak og ifølge Powell ønsker de deltagende lande »kompetent militært lederskab« under USA's overkommando. Nye signaler skal skaffe flere soldater Ikke desto mindre var Colin Powell rede til at diskutere en ny FN-resolution, som kunne tilskynde andre lande til at sende tropper til landet. Hidtil har Frankrig, Tyskland og en række lande i Mellemøsten nægtet at deltage, hvis koalitionen skulle ledes af USA. »En ny resolution vil måske kunne få andre lande til at sende soldater. Vi tror på, at nye signaler vil anspore andre medlemslande til at gøre mere. Præsidenten har altid følt, at FN skulle spille en vital rolle i Irak«, sagde Powell. Men FN's generalsekretær Kofi Annan afviste, at FN ville indsætte fredsbevarende styrker i Irak. »Der bliver ikke indsat soldater med blå hjelme i Irak. Men spørgsmålet er naturligvis af største betydning - og vi vil helst se alle lande stå sammen om opgaven«, sagde Annan. Annan mødes med Straw fredag Kofi Annan oplyste, at FN vil genoptage arbejdet i Irak fra søndag. Bombningen af FN's hovedkvarter tirsdag, som dræbte mindst 24 ansatte, lammede FN's arbejde i hele landet. Der graves stadig efter overlevende i ruinerne efter attentatet mod det tidligere al-Canal Hotel i Bagdad, men håbet svinder time for time. Efter dagens møde med Colin Powell, skal Kofi Annan fredag holde møde med den britiske udenrigsminister Jack Straw. Ifølge britiske diplomater er Jack Straw mere åben overfor ønsket om at give FN mere magt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her