USA venter nye strømsvigt

Lyt til artiklen

USA's to store partier - Det Republikanske og Det Demokratiske Parti - er blevet enige om, hvem der har skylden for historiens største strømafbrydelse, som torsdag ramte 50 millioner mennesker i otte amerikanske stater og Canadas Ontario-provins: De giver hinanden skylden. Den demokratiske opposition og partiets ni præsidentkandidater angreb øjeblikkeligt præsident George W. Bush og beskyldte ham for at være mere interesseret i at bore efter nye energikilder frem for at koncentrere sig om et lysnet, der er alt for gammeldags og overbebyrdet til at imødekomme forbrugernes behov for elektricitet. Republikanerne og deres konservative forbundsfæller i form af studieværterne på de mange radiostationer gik straks i modoffensiv ifølge New York Times. De hævdede, at demokraterne og miljøbevægelsen i årevis har hindret en modernisering af lysnettet og gennemførelsen af en energiplan. Bush selv har erkendt, at strømsvigtet var en »brat opvågnen« og en påmindelse om, at det er nødvendigt at modernisere et antikveret system. Det Elektriske Forskningsinstitut i Californien anslår, at en opdatering af Amerikas forældede elsystem blot til et acceptabelt niveau vil koste mellem 325 og 650 milliarder kroner. En bitter pille at sluge for Bushregeringen, som i forvejen slås med et rekordstort underskud på finansloven. Strømafbrydelsen torsdag ramte op mod 50 millioner mennesker i otte stater og den canadiske Ontario-provins og er beskrevet som historiens største. I New York kører subwaytogene igen, og der var i går strøm i alle bydele, men myndighederne opfordrede forbrugerne til at spare på strømmen. De advarede også om, at der kunne komme sporadiske udfald. Stadig uden strøm I Midtvesten og Canada var forbrugerne knap så heldige, og i aftes var der stadig områder, hvor folk var uden strøm eller blev udsat for løbende strømafbrydelser. Elværkerne siger, at det er nødvendigt for at undgå, at lysnettet bliver overbebyrdet, mens det igen stabiliseres. Et af de hårdest ramte områder er Detroit. Her kan dele af byen fortsat være uden strøm i dag, og i visse tilfælde kan strømsvigtet strække sig ind i den kommende uge. Amerikanerne priser sig lykkelige over, at beredskabet virkede, og at der ikke var tale om et terrorangreb. På tv er kommentatorerne ved at kamme over af begejstring over, hvor roligt folk har taget strømafbrydelsen. Flere steder i New York var der nærmest feststemning, og folk arrangerede impulsive skovture i stearinlysets skær. Et mysterium Men mange amerikanere er også vrede, og efter den første feststemning begynder de nu at spørge, hvordan det kunne ske i verdens eneste supermagt. Amerikanerne spørger også, hvor det sker næste gang, og flere eksperter peger på Californien, som har haft store energiproblemer. I fællesskab har USA og Canada nedsat en komite under ledelse af den amerikanske energiminister, Spencer Abraham, og hans canadiske kollega, Herb Dhaliwal. Strømsvigtet er fortsat et mysterium, og der kan gå uger, inden man finder en forklaring. Mistanken vender sig ifølge tv-stationen CNN mere og mere mod stærkstrømsnettet i Cleveland i staten Ohio.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her