En britisk statsborger er ved en amerikansk domstol blevet sigtet for støtte til terroraktiviteter og for forsøg på våbensalg uden tilladelse. Hemant Lakhani, som er af indisk oprindelse, blev fremstillet i en forbundsdomstol i Newark, New Jersey, efter beskyldninger om, at han smuglede et russisk skulderbårent SA-18 missil ind i USA og planlagde en yderligere forsendelse af 50 af denne slags våben. Manden gik i en dobbelt fælde, som de russiske og amerikanske myndigheder i et enestående samarbejde havde sat op. Briten blev anholdt, da han angiveligt forsøgte at sælge et såkaldt Igla-missil til en mand, der præsenterede sig som militant muslim - men som i virkeligheden er FBI-agent. Tre fængslet Briten blev onsdag eftermiddag fremstillet ved en ti minutter lang høring i Newark, New Jersey. Den 68-årige Lakhani blev fremstillet sammen med Ahmed Hameed, som er malaysier, og som blev sigtet for at hjælpe med at finansiere våbenhandelen. En tredje mand, den 75-årige Yehuda Abraham, blev sigtet særskilt i en forbundsdomstol i New York og taget i forvaring. Anklageren tordnede under retsmødet mod den anholdte brite, at han var 'allieret med de terrorister, som truer Amerika'. 'Viste sympati for bin Laden' Anklageren opholdt sig ved, at briten i flere samtaler optaget på bånd har udtrykt sympati for Osama bin Laden. »Han omtalte bin Laden som en helt, som havde gjort noget rigtigt og sat USA på plads«, sagde anklageren ifølge nyhedsbureauet Reuters. Han kom ikke ind på, hvad FBI-agenten havde sagt i sammenhængen, eller at udtalelserne kunne være de rigtige i situationen, hvis man forsøger at afhænde et større antal missiler til en formodet terrorist. 18 måneders efterforskning Anklageren sagde videre, at efterforskningen har stået på i 18 måneder, og han beskriver hjælpen fra de russiske myndigheder som uundværlig. Missilet var købt i Sankt Petersborg i Rusland for omkring en halv million kr. og blev ifølge BBC transporteret med skib til Baltimore i USA, registreret som lægeudstyr. Også da han købte missilet i Rusland på en våbenfabrik, er manden blevet narret. Missilet blev solgt til briten af den russiske sikkerhedstjeneste, der for en sikkerheds skyld havde fiflet med missilet, så det under ingen omstændigheder kunne affyres. Da missilet var ankommet til USA, fløj våbenhandleren fra Heathrow i London til USA. Briten, som er af indisk oprindelse, blev herefter anholdt på et hotel i Newark i staten New Jersey.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























