Kinas nye ledelse gør klar til at foretage ændringer i den kinesiske forfatning, som skal støtte det private erhvervsliv. Tiltaget er et ømtåleligt emne for det regerende kommunistparti, men præsident og generalsekretær Hu Jintao fortsætter dermed med at udbygge forgængeren Jiang Zemins økonomiske reformer. Forventninger til reformer Samtidig prøver han at dæmpe forventningerne til de politiske reformer, som folket har sat sin lid til siden hans tiltræden. Mange kinesere har for eksempel været spændte på, om forsøgene med at holde valg på græsrodsniveau skal udvides, men det virker ikke som om, det står øverst på partiets dagsorden. Hu Jintao og ministerpræsident Wen Jiabao koncentrerer sig i stedet for om at konsolidere og sikre Jiang Zemins system, der indebærer, at også de nye virksomheder skal være partiets støtter. Partiledelsen vil gøre alt for at sikre den økonomiske vækst, fremgår det af oplysninger, som er sluppet ud fra et møde i partiets øverste organ, politbureauet. Kontroversiel tilføjelse På mødet blev retningslinjerne for en konference med centralkomiteen til oktober trukket op. Det er meningen, at centralkomiteen skal bekræfte, at beskyttelse af privat ejendom bliver skrevet ind i forfatningen side om side med paragrafferne om beskyttelse af statslig og kollektiv ejendom. Det er en vigtig og forholdsvis kontroversiel tilføjelse, men politbureauet understregede, at de statslige besiddelser fortsat spiller en central rolle. Lovinitiativer Samtidig skal Jiang Zemins teori om »den tredelte repræsentation« også skrives ind i forfatningen. Teorien går netop ud på, at kommunistpartiet ikke kun repræsenterer arbejderklassen men også private virksomheder og andre repræsentanter for den 'nye' økonomi. Ledelsen forbereder også nye love, der er yderligere nogle skridt i retning af afvikling af planøkonomien. Hu Jintao siger desuden, at han vil øge landets retssikkerhed med en række nye love, blandt andet en omstridt konkurslov og en lov mod monopoler, som vil medføre, at statens indflydelse på el-, fly-, og togselskaberne bliver betydeligt mindre. Selv om Hu Jintao fortsætter Jiang Zemins linje i disse spørgsmål markerer han sig også på flere andre områder. Sammen med Wen Jiabao har han sat fokus på de 'nye fattige', som rammes af de økonomiske reformer - senest i det gamle industriområde, det såkaldte 'rustbælte' i det nordøstlige Kina. Ny ledertype Præsidenten har desuden en helt anden ledelsesstil end Jiang Zemin, som var forfængelig og konstant ville være i centrum. Hu Jintao har bedt medierne om at rapportere lidt mindre om de politiske lederes aktiviteter og lidt mere om virkeligheden, som den ser ud for flertallet af kineserne. Han har også forsøgt at mindske afstanden til undersåtterne ved at aflyse de øverste lederes traditionelle sommermøde i luksusvillaerne i badebyen Beidaihe. Derudover har han helt afskaffet formaliteterne omkring statschefens afgang og ankomst i forbindelse med statsbesøg i udlandet. Tidligere skulle hele den øverste ledelse troppe op og henholdsvis vinke farvel eller goddag til præsidenten ved store presseceremonier. I det traditionelt hierarkiske Kina har ophævelsen af den slags ritualer stor symbolsk betydning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























