Trodsig Taylor forlader Liberia

Lyt til artiklen

En trodsig ekspræsident Charles Taylor har mandag aften forladt liberiansk jord og har formentlig sat kursen mod Nigeria, som har tilbudt den tidligere krigsherre politisk asyl. Den tidligere præsident var ledsaget af sin familie. Krigsskibe synlige fra hovedstaden Efter Taylors tilbagetræden mandag eftermiddag er tre amerikanske krigsskibe sejlet til positioner, hvor de er synlige fra den liberianske hovedstad Monrovia. En amerikansk militærkilde i Washington siger, at de tre krigsskibe med marineinfanterister skal sende et 'kraftigt budskab' til de stridende parter i Liberia. Den blodige vold har været dagligdag i det vestafrikanske land i 14 år. Blah vil forhandle fred med oprørere Liberias vicepræsident, Moses Blah, overtager indtil videre magten i Liberia. Moses Blah har sagt, at så snart Taylor har forladt sit kontor, vil han invitere lederne af oprørsgrupperne til samtaler. Han har straks opfordret de oprørere, der kontrollerer tre fjerdedele af Liberia, til forhandlinger. »I har ikke længere nogen undskyldning for ikke at komme til forhandlingsbordet«, sagde Blah i sin tale henvendt til oprørerne. LURD: Krigen er ovre En ledende repræsentant for oprørerne i Liberia sagde, at krigen med Taylors afgang er overstået. »For os i LURD er krigen ovre«, sagde Sekou Fofana fra oprørsbevægelsen, der kalder sig Liberiere Forenet for Forsoning og Demokrati (LURD). Ikke populær Oprørernes angreb på Monrovia har siden juni kostet mindst 2.000 døde, og afskåret fødevareforsyningen til hovedstaden. Blah er ikke populær blandt oprørerne, som siger, de vil afvise Blah, fordi han blot er et nyt medlem af Taylors gamle garde. 'Med Guds hjælp kommer jeg tilbage' 55-årige Taylors tøvende afgang kommer efter massivt pres fra USA. »Jeg forlader jer med disse ord. Om Gud vil det, kommer jeg tilbage«, sagde Taylor i sin afskedstale. »Historien vil behandle mig mildt«, mente Taylor, der af en FN-domstol er anklaget for krigsforbrydelser. Ingen betingelser Hans eneste betingelse for at trække sig tilbage var, at vestafrikanske fredsstyrker skulle sikre ro og orden i Liberia. Den første gruppe af nigerianske soldater ankom til Monrovia i sidste uge og fik en heltemodtagelse af krigstrætte liberianere, der længes inderligt efter fred og forandring. Den stærkeste af krigsherrerne Taylor var en af hovedkræfterne, da Liberias diktator Samuel Doe blev styrtet i 1989. Syv års blodig borgerkrig fulgte med op imod 200.000 dødsofre. Taylor stod som den stærkeste af krigsherrerne og blev valgt til præsident i 1997. Kummerlige forhold i hovedstaden Ud over de næsten 800 soldater fra vestafrikanske lande har USA 2.300 marineinfanterister placeret på skibe ud for Liberia, men USA har ikke meddelt, om man vil forpligte sig til mere end en funktion som støtte til de vestafrikanske soldater. Bush: Et vigtigt skridt Den amerikanske præsident, George W. Bush, kaldte Charles Taylors afrejse for et vigtigt skridt hen imod at forbedre det liberiske folks vilkår. »Charles Taylors afrejse fra Liberia i dag er et vigtigt skridt hen imod en bedre fremtid for det liberiske folk. USA vil hjælpe ECOWAS (den regionale organisation Vestafrikansk Økonomisk Fællesskab, red.) og humanitære organisationer med at få hjælp frem til dem, der har behov for det«, sagde Bush. »USA vil samarbejde med det liberiske folk om at opnå en varig fred efter over et årti med kaos og lidelser«, sagde Bush. 450.000 hjemløse Ikke meget tyder på, at den alvorlige humanitære krise i Monrovia, hvor mindst 450.000 mennesker er hjemløse, vil blive mindre i den nærmeste fremtid. Situationen vil måske lysne lidt, hvis oprørsgruppen Liberians United for Reconciliation and Democracy, LURD, åbner den nu lukkede havn, hvor lagre med fødevarehjælp allerede er blevet plyndret. Blah vil kun få kort tid Vestafrikanske embedsmænd siger, at Blahs embedsperiode vil blive kortvarig, og at en anden overgangspræsident bliver udpeget ved fredsforhandlinger i Ghana mellem Taylors embedsmænd, oprørsgrupper og stridende politikere. Ghanas præsident siger, at Blah vil blive siddende til oktober, hvorefter en overgangsregering vil afløse ham.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her