Felipes hjertekvaler

Lyt til artiklen

Bortset fra højden har Danmarks og Spaniens kronprinser meget til fælles. De er begge 35 år, ungkarle og vilde med smukke piger. Og så synes de fast besluttede på at gifte sig af kærlighed mere end af hensyn til, at deres udkårne engang skal være dronning. Mens kronprins Frederiks forhold til Mary Donaldson ser ud til at konsolidere sig, er kollegaen i Spanien stadig uden fast kæreste. Ikke fordi Felipe de Borbon er et kedeligt parti. Flot, morsom og dannet Tværtimod mener de fleste nok, at han med sine 197 centimeter og sit sporty udseende er en flot fyr. Og venner beskriver ham også som intelligent, dannet og meget morsom at være sammen med. Heller ikke fordi det har skortet på tilbud. Den kulørte hjertepresse i Spanien vil græde den dag, Felipe endelig gifter sig. For ugebladene og sladderprogrammerne i tv har i årevis levet fedt af at viderebringe rygter om og paparazzifotos af 'kronprinsens nye kæreste' eller 'et mere end sandsynligt emne som Spaniens kommende dronning'. I sin Kirsten Giftekniv-føljeton har ugepressen udråbt stort set alle Europas ledige prinsesser og aristokratiske piger til mulige kandidater. Selv Sveriges kronprinsesse Victoria og hendes lillesøster Madeleine har været nævnt. Diana For nylig blev Felipe igen et varmt samtaleemne. Denne gang 'skal kronprinsen giftes med' Diana Martinez-Bordiu, en 22-årig pige af adelsslægt, som er i familie med den tidligere diktatorgeneral Francos svigersøn, og som kronprinsen ofte er set i selskab med siden bruddet med den norske fotomodel Eva Sannum for halvandet år siden. Hun er spansk, smuk, høj og slank, med kastanjebrunt hår med lyse striber, lige efter kronprinsens smag, mener ugebladene. Den eneste ulempe, dagbladet El Periodico de Catalunya kan pege på, er hendes fornavn Diana, der, som avisen skriver, »må fremkalde øjeblikkelig allergi i ethvert europæisk kongehus«. Intet hold i rygterne Som så mange gange før viser der sig sikkert ikke at være hold i rygterne. Da Felipe fyldte 35 i januar i år udtalte han, at »der hverken er planer eller navne, der kan tilfredsstille interessen« for, hvem han gifter sig med og hvornår. Han understregede også, at han »sætter kærligheden højere end den institutionelle pligt«. Forfatningen Det vil altså sige, at Spaniens tronarving først gifter sig, når han har forelsket sig. Og ikke nødvendigvis med en pige af blåt blod. Ifølge den spanske forfatning fra 1978 er der ikke noget i vejen for, at kronprinsen indgår ægteskab med en plebejer. Han skal blot have opbakning fra kongeparret og det spanske parlament. Men vox populi er tilsyneladende ikke enig. Igennem fire år fra 1997 til 2001 havde Felipe en lovestory med den norske fotomodel Eva Sannum. Forholdet var så varmt, at de lod sig fotografere sammen ved den norske kronprins Haakons bryllup med Mette-Marit. Alle ventede en officiel bekræftelse fra det spanske kongehus. Men folkets røst kom på tværs. En internetmåling blandt 100.000 spaniere viste, at kun en tredjedel ville acceptere Eva Sannum som Spaniens kommende dronning. Nogle måneder efter meddelte kongehuset, at der ikke kom noget giftermål ud af det forhold. Gifte sig under stand Deltagerne i internetmålingen fik ikke lejlighed til at uddybe, hvorfor Eva Sannum ikke duede. Men folk, Politiken talte med på gaden, giver en del af svaret: »Felipe er født til rigdom og status og til at blive konge engang. Hvis han kan gifte sig med hvem som helst, mister monarkiet sin betydning. For så bør hvem som helst også kunne vælges til konge«, siger Manuel Martinez, 48 år og politimand i Madrid. Mari Carmen, 36 år og sekretær, mener, at »Felipe skal give afkald på tronen, hvis han vil gifte sig under sin stand«. Og den 66-årige pensionist Nieves Pozo mener, at »det er på tide, han gifter sig med en rigtig prinsesse, ligesom hans far gjorde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her