Irer dømt som terror-bagmand

Lyt til artiklen

Selv om det stadig går trægt med det direkte retsopgør efter bomben i den nordirske by Omagh, der i 1998 kostede 29 mennesker livet, kunne den irske anklagemyndighed i går notere sig en betydelig sejr. Lederen af udbrydergruppen Det Rigtige IRA (Real IRA), den 53-årige irske forretningsmand Michael McKevitt, blev som den første kendt skyldig i at have organiseret terrorisme. Muligheden for at dømme terrorens bagmænd i den irske republik blev indført af det irske parlament som en direkte reaktion på bombesprængningen i Omagh i Nordirland 15. august 1998. Dommeren understregede i går, at Michael McKevitt er dømt for forbrydelser begået efter Omagh-bomben, men både politi og pårørende til de dræbte udtrykte glæde over, at der endelig er faldet dom over den formodede bagmand. »Du er, hvor du er, fordi du har ødelagt en masse menneskers liv, og din skæbne er den samme, som fremtidens terrorister også kan se frem til«, sagde Michael Gallagher, der mistede sin søn Aidan i Omagh, i en indirekte hilsen til McKevitt uden for den særlige kriminalret i Dublin. Dømt McKevitt er en af fem navngivne mænd, der i irsk og britisk presse har været omtalt som de direkte involverede i bombesprængningen i Omagh. En enkelt dømt En gruppe, der i pressen er blevet kendt under navnet Det Rigtige IRA, meldte hurtigt, at den stod bag, men foreløbig er kun en enkelt blevet dømt for sin rolle. Den dømte, Colm Murphy, menes at tilhøre en anden af de små væbnede grupper, der tøvede med at erklære våbenhvile de første måneder efter den nordirske fredsaftale fra påsken 1998. Murphy afsoner en dom på 14 års fængsel, men det kniber med bevismaterialet mod andre mistænkte. Pårørende til de dræbte har foreløbig heller ikke haft meget held med deres forsøg på at anlægge civile søgsmål. Det kræver nemlig, at de sagsøgte accepterer at tage imod en stævning og møde op i retten, og det er der ingen af de fem, der har ønsket. Det Rigtige IRA havde forud for bomben i Omagh ikke været særlig aktiv, men det var kendt, at en tidligere våbenmester fra det store, 'gamle' IRA, der hænger sammen med partiet Sinn Fein, var gået i vrede over IRA's støtte til fredsprocessen. Kort efter bombesprængningen valgte flere aviser at navngive Michael McKevitt som den afhoppede våbenmester. Provokation McKevitt mentes at stå i spidsen for den nydannede gruppe, der som provokation til det gamle IRA havde valgt at tage navnet Oglaigh nah Eireann, der slet og ret er det irske navn for IRA. Det er den engelsksprogede presse, der for nemheds skyld har fundet på navnet The Real IRA, på dansk Det Rigtige IRA. Anklagemyndighedens sag mod McKevitt har næsten udelukkende været bygget op om et meget fyldigt, men også kontroversielt vidneudsagn fra en pensioneret amerikansk vognmand, der har været hyret af den britiske og den amerikanske efterretningstjeneste til at infiltrere Det Rigtige IRA. Hovedvidnet David Rupert har blandt andet fortalt, hvordan McKevitt har beskrevet sin opbygning af den nye væbnede gruppe, sit chok over at Omagh-bomben blev bragt til sprængning det forkerte sted, og at den dermed blev meget mere dødelig end planlagt, og sin vrede over, at hans medsammensvorne i gruppen The Continuity IRA aldrig meldte sig og tog deres del af ansvaret. The Continuity IRA er en anden udbrydergruppe fra IRA, som i lighed med Det Rigtige IRA er modstander af fredsprocessen. Myrde Blair McKevitt skal også have instrueret Rupert i, hvordan man smugler bomber, og indviet ham i planer om at myrde premierminister Tony Blair. McKevitt har nægtet sig skyldig i alle anklager, og hans forsvar har koncentreret sig om at skabe tvivl om David Ruperts troværdighed. I sagens sidste dage fyrede McKevitt sine forsvarere, og siden har han opholdt sig i sin celle og nægtet at møde i retten. Strafudmålingen bliver meddelt torsdag. McKevitt ventes at appellere dommen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her