Saddams sønner begravet i Irak

Lyt til artiklen

Ligene af Saddam Husseins to sønner, Uday og Qusay, blev lørdag begravet i den afsatte diktators hjemby Tikrit sammen med Qusays 14-årige søn, oplyser vidner til nyhedsbureauet Reuters. De tre sønner blev dræbt for snart to uger siden under et amerikansk angreb i den villa i Mosul, hvor de holdt sig skjult. Vidnerne fortæller, at sønnerne var indhyllet i irakiske flag og begravet på et lokalt gravsted, efter at de var ankommet fra Bagdad i en ambulance. De to lig har været i amerikanernes varetægt og blev i sidste uge fremvist for udvalgte journalister, mens de blev opbevaret på lufthavnen uden for Bagdad. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP, som citerer en embedsmand fra de amerikanskledede besættelsesstyrker, blev de to lig i første omgang overgivet til Røde Halvmåne, som herefter "formentligt" gennemførte begravelsen. Journalister måtte ikke filme Det amerikanske militær var til stede, og journalister blev forhindret i at filme og fotografere begravelsen. Men Reuters nyhedsbureau oplyser, at man har modtaget videooptagelser af begravelsen. Den amerikanske ledelse har frygtet, at de to sønners gravsted skulle blive helligdom for de irakere, som stadig støtter den afsatte diktator Saddam Hussein og hans styre. Ifølge muslimsk tradition skal døde begraves hurtigst muligt. Familie og ledende irakere er blevet forhørt om, hvad der skulle ske med ligene. Derfor har det trukket ud med begravelsen. Ifølge vidner var der enkelte repræsentanter fra Saddams Baath-parti til stede under begravelsen. Amerikanerne har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, men siger, at man vil give en udtalelse senere. Under et angreb natten til lørdag på et hus i Tikrit har amerikanske soldater anholdt en mand, som menes at stå bag guerillaangreb på amerikanske soldater. Endnu en amerikansk soldat dræbt En amerikansk soldat blev i aftes dræbt og andre tre såret, da deres kolonne blev ramt af en raketdreven granat nord for Bagdad, oplyser en talsmand for USA's militær. Siden præsident George W. Bush den 1. maj erklærede "større kamphandlinger" for afsluttet i Irak, er amerikanske styrker dagligt blevet angrebet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her