Premierminister Tony Blair afviste tirsdag »på det bestemteste«, at han gav tilladelse til, at våbenekspert David Kellys navn blev lækket til medierne, efter at forsvarsministeriet havde meddelt, at man mente at kende kilden til et omstridt radioindslag. Dommerundersøgelse Men Blair var mindre kategorisk i sit svar på spørgsmålet om, hvorfor forsvarsministeriet tilsyneladende har bekræftet navnet over for journalister, der har gættet det. »Det er en helt anden sag, når først navnet er kendt. Det må dommerundersøgelsen se på«, sagde Blair under et kort møde med pressen i sit fly undervejs fra Shanghai til Hongkong. Flere aviser rettede tirsdag søgelyset mod forsvarsminister Geoff Hoon som den ansvarlige for, at ministeriets pressekontor havde hjulpet journalister med at gætte sig frem til navnet på manden, der som anonym kilde over for BBC havde beskyldt regeringen for at overdrive oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben. Blev lovet fortrolighed Ifølge avisen The Independent var det dog forsvarsministeriet, der ville beskytte Kellys navn og Blairs kontor i Downing Street, der pressede på for at få det ud. David Kelly, der blev fundet død i fredags, fortalte inden sin død til en ven, at han var blevet lovet fuld fortrolighed i forsvarsministeriet. Forsvarsminister Hoon insisterede tirsdag også på, at han havde forsøgt at beskytte Kellys identitet. Problemer hos BBC Der var tirsdag også tegn på interne problemer hos den anden part i sagen om David Kellys død. Ifølge avisen The Times vil mindst to medlemmer af BBC's bestyrelse have endnu et hastemøde for at diskutere, om bestyrelsen havde alle nødvendige oplysninger, da den forrige søndag besluttede at give fuld opbakning til nyhedsredaktionen, til trods for at det så omtalte radioindslag var baseret på en enkelt anonym kilde. Opbakningen blev dengang forsvaret med, at der var tale om en højtstående efterretningskilde, men den beskrivelse passer ikke på David Kelly. BBC's bestyrelsesformand udsendte tirsdag en pressemeddelelse, hvor han gentog opbakningen til nyhedsredaktionen og afviste, at der er aktuelle planer om et nyt møde. Skader BBC Flere aviser har også bragt anonyme udtalelser fra en række menige medarbejdere i BBC, der er utrygge ved ledelsens støtte til journalisten, der stod bag det oprindelige radioindslag. Flere giver udtryk for, at sagen skader hele BBC's troværdighed, og at både journalisten og nyhedsdirektør Richard Sambrook må gå. En meningsmåling offentliggjort tirsdag i The Guardian tyder på, at opgøret efter Irakkrigen også har skadet Labour og Blair. Labour og de konservative ligger stort set lige med støtte fra henholdsvis 36 og 34 procent af vælgerne, hvilket er en markant tilbagegang for Labour fra maj, hvor 41 procent ville stemme på Labour mod 29 procent på de konservative.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























