Hver russer med adgang til computer kan nu nemt erfare, om hendes/hans nabo, pårørende eller chef har været i konflikt med loven, har bestået køreprøven eller er dumpet, er i besiddelse af et rejsepas og så videre. Ruslands borgere er blevet transparente takket være et piratprogram, som siden sidste uge tilbydes billigt på internettet. Officielle data tilgængelige Programmet omfatter en masse officielle data for år 2003, som Ruslands indenrigsministerium og andre magtorganer har indsamlet om landets borgere, skriver avisen Novyje Isvestija. Myndighederne har indtil videre ikke kommenteret affæren. Ifølge avisen er programmet et bevis på, hvor effektivt piratbranchen arbejder, og hvor fortrolige informationer den efterhånden er i stand til at få fat i, selv om myndighederne prøver at beskytte de hemmelige data. Piraterne er blevet hurtige til at bryde ind i de ministeriernes databaser - de seneste oplysninger er kun et par måneder gamle. Og priserne er overkommelige for størsteparten af russerne. En cd-rom med de hemmelige data koster mellem 80 og 200 rubler, fra 27 til 70 kroner, eller det samme som et kilo kød eller pølse. Fra en spionfilm Selve handelen minder ifølge avisen om en scene fra en spionfilm: Nogle dage efter, at en interesseret er blevet kontaktet af en sælger - fra en mobiltelefon, som er registreret i en stråmands navn - møder man op på et aftalt sted. Her skal kunden vente mindst 15 minutter, mens sælgerne fra en sikker afstand vurderer situationen. Er den o.k., kommer en kurer hen til køberen, afleverer pakken, tager pengene og forsvinder hurtigst muligt. En medarbejder på Novyje Isvestija har formået at komme i direkte kontakt med ledelsen af et af de firmaer i Moskva, som handler med de stjålne, hemmelige oplysninger. Hundredevis af bestillinger En »ung, velklædt businessmand« fortæller, at firmaet klarer »hundredvis« af bestillinger pr. dag. Endnu flere cd'er ekspederes med post. Eksklusive oplysninger, stjålet fra for eksempel efterretningstjenesten FSB, sælges selvfølgelig til højere priser end oplysninger om kørekort eller aktiehandler. »Hver borger i Rusland, fra gadefejeren til den indflydelsesrige politiker, er absolut 'gennemskuelig' både for kriminelle og for nysgerrige naboer«, understreger Novyje Isvestija.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























