Striden om Irans atomanlæg forblev uløst, da chefen for FN's atomenergiagentur, IAEA, Mohammed ElBaradei, onsdag besøgte landet. Irans regering insisterer på, at landet ikke forsøger at skaffe sig atomvåben, som kan forrykke hele den mellemøstlige magtbalance. Men regeringen ville stadig ikke sige ja til yderligere inspektion af sine atomanlæg. Flere eksperter til Iran i næste uge Resultatet af ElBaradeis møde blev ifølge BBC kun, at flere IAEA-eksperter i næste uge skal aflægge en ny visit i Teheran. USA's præsident Bush har kaldt det »umuligt at tolerere«, at Iran gør sig til en atommagt. USA regner Iran for en del af 'ondskabens akse'. Iran: Vi har underskrevet aftale Den iranske regering har gang på gang understreget, at landet har underskrevet ikke-spredningsaftalen om atomvåben. Men regeringen har hidtil nægtet at underskrive en tillægsaftale, som ville give IAEA fri adgang til at foretage uvarslede inspektioner af de iranske atomanlæg. Livligt intern debat i Iran Ifølge diplomater i Teheran er der en livlig intern debat i den iranske ledelse om sagen, og nogle mener ifølge Reuters, at Iran nu er tættere på at underskrive tillægsaftalen. En talsmand for det iranske udenrigsministerium, Hamid Reza Asefi, pointerede forleden, at Iran har færdigtestet en raket med en rækkevidde helt til Israel, som også menes at råde over atomvåben. Eksilgruppe har opdaget 'hemmelige anlæg' En iransk eksilgruppe sagde i tirsdags i Washington, at den har opdaget hidtil hemmeligholdte atomanlæg ved byerne Ardekan og Kolahdouz tæt på Teheran. De skal angiveligt være knyttet til et andet anlæg ved byen Natanz, som IAEA allerede kræver løbende adgang til. Den iranske regering siger, at Natanz-anlægget alene skal udvikle brændstof til atomkraft. IAEA frygter, at Iran er i gang med berigelse af uran, så det kan anvendes til fremstilling af atomvåben. Udenrigsminister: Kun fredelige formål Den iranske udenrigsminister, Kamal Kharazzi,har onsdag gentaget, at atomprogrammet kun har det fredelige formål at skaffe elektricitet til de 65 millioner iranere. IAEA har netop udsendt en rapport, som kritiserer Iran for at holde dele af sit atomprogram skjult.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























