Den bosnisk-serbiske krigsforbryder Biljana Plavsic er torsdag blevet overført fra varetægtsfængsel til Sveriges største kvindefængsel Hinseberg, 180 km vest for Stockholm. Her har den tidligere bosnisk-serbiske præsident nu indledt afsoningen af sin dom for krigsforbrydelser under krigen i Bosnien 1992-95. Vrede efterladte Afsoningen kommer til at foregå i forholdsvis bekvemme omgivelser, og det har udløst stor vrede blandt de efterladte til ofrene for krigshandlingerne i Bosnien. Biljana Plavsic er på grund af sin alder, 73, blevet fritaget for arbejdsforpligtelser i fængslet, der rummer sauna og massagerum, mulighed for hesteridning i en indhegning på fængslets område, ligesom de indsatte tilbydes lektioner i bl.a. salsa og fotografi. Hvis Plavsic insisterer, kan hun få arbejde med at sy skosåler, lave tryk til T-shirts eller lave havearbejde. Opfordrede til etniske udrensninger Plavsic har erkendt, at hun offentligt opfordrede de bosnisk-serbiske styrker til etniske udrensninger under krigen, der kostede op mod 200.000 menneskeliv. Plavsic erkendte sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
Ekspræsident indleder afsoning af dom i Sverige
Lyt til artiklen