Liberias præsident, Charles Taylor, sagde søndag, at han har accepteret et tilbud om asyl fra Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo. Taylor, som USA kræver forlader Liberia, sagde dog ikke, hvornår han agter at rejse til Nigeria, skriver Ritzau. »Vi har accepteret«, sagde Taylor efter et møde med præsident Obasanjo i Robertfield-lufthavnen ved Liberias hovedstad, Monrovia. Nigeria er nøglespiller Den nigerianske præsident ankom til Monrovia søndag eftermiddag for at forsøge at overtale Taylor til at træde tilbage som præsident og forlade Liberia. Efter møder i lufthavnen sagde Obasanjo, at han havde givet Taylor tilbud om asyl på den betingelse, at Nigeria ikke blev "chikaneret" for beslutningen. Nigeria er en nøglespiller i forhandlingerne med Taylors regering og oprørsgrupperne i Liberia om en fredsaftale, der kan bringe en ende til den liberianske borgerkrig, der i den seneste omgang har varet fire år. Blodbad i Monrovia Kampe mellem regeringsstyrker og oprørere har de seneste uger kostet flere hundrede civile livet i Monrovia. Samtidig er tusindvis af mennesker drevet på flugt. Både Storbritannien og Frankrig har opfordret Washington til at indsætte en fredsbevarende styrke i det vestafrikanske land, der har tætte kulturelle forbindelser til USA. Liberia - 'Frihedens land' - blev grundlagt i 1847 af frigivne amerikanske slaver, der opkaldte landets hovedstad efter den amerikanske præsident James Monroe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























