Blair vakler

Lyt til artiklen

Sent mandag aften led den britiske premierminister et af sine hidtil mest usædvanlige nederlag. Med 362 stemmer mod 154 besluttede Underhuset at støtte et totalforbud mod den så omdiskuterede blodige rævejagt, der trods krig og terror har været et af de hedeste debatemner under Blairs seks år ved magten. Blairs største nederlag Det usædvanlige var, at det totale forbud ikke havde støtte fra Blair og hans vicemiljøminister, Alun Michael. Blair har i årevis pudset på et kompromis, men Alun Michael trak sit forslag tilbage lige inden afstemningen mandag aften, og så vandt oprørernes alternative forslag. Oven i købet med støtte fra syv ministre. Det er et af Blairs største direkte nederlag til egne partifæller i parlamentet. Loven er endnu ikke endeligt vedtaget, men regeringen kan ende med at gennemføre en politik, premierministeren ikke tror på. Blairs støtter siger, det var et klogt og helt bevidst træk for at tækkes venstrefløjen i Labour. Men Financial Times fandt tirsdag støtte i en ny meningsmåling til at konkludere, at Blair er svækket. 'Ved at miste grebet' Ifølge målingen mener 63 procent af de britiske vælgere, at Tony Blair »er ved at miste grebet«. Samtidig siger 38 procent af de adspurgte, at de i løbet af de sidste måneder helt har mistet tilliden til Blair, som de ellers stolede på ved årets begyndelse. Financial Times mener, at billedet af en svækket Blair især næres af balladen omkring krigen i Irak, efterspillet med hans pressechef Alastair Campbell i åben krig med BBC og den temmelig rodede regeringsrokade for nogle uger siden. Men professor Vernon Bogdanor fra universitetet i Oxford tror ikke, at de dårlige målinger for Blair varer længe. Midlertidigt udsving »Det er bare midlertidige udsving. Alt det der med Campbell og Saddams våben og rævejagt, det er altså ikke noget, der vedrører mange mennesker uden for en kvadratkilometer omkring parlamentet i London. Og vi har også før set, at EU og euroen ikke er et særlig vigtigt emne for vælgerne. Det store problem er den offentlige serviceindustri«, siger professor Bogdanor. Han mener, at hovedemnerne også ved næste valg bliver de klassiske - skoler, hospitaler og offentlig transport. Bogdanor mener heller ikke, Blair skal bekymre sig over, at vælgerne nu tilsyneladende har mere tillid til hans parti, end de har til ham. Efter hans første valgsejr i 1997 sagde 72 procent, at de var tilfredse med Blair. Nu er det 31 procent, mens 35 procent siger de vil stemme på Labour. Svag opposition »Det er til dels en svag opposition, der holder Blair ved magten. Men heller ikke internt i Labour er der nogen til at tage over. Blair gør det kloge, at han indimellem giver sig for de partifæller, der er fjendtligt indstillet over for ham. Der er ingen oplagt kronprins og ingen, der har interesse i at tage det åbenlyse blodbad, der vil følge med et lederopgør. Og trods al balladen har Blair stadig karisma. Han er lidt ligesom Bill Clinton. Bare uden sexproblemerne«, siger Vernon Bogdanor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her