USA: Ingen FN-job til svensk kritiker

Lyt til artiklen

Der skal være vagtskifte i Kosova. Chefen for FN's mission UNMIK, den tyske topdiplomat Michael Steiner, forlader jobbet med udgangen af denne måned. Det sker på et meget følsomt tidspunkt, hvor debatten om provinsens fremtid mod selvstændighed for alvor er ved at spidse til. Kritiker af USA Stillingen som UNMIK's leder har været besat med en europæer, reelt udpeget af EU, lige siden FN overtog administrationen af Kosova i sommeren 1999. Først franskmanden Bernard Kouchner, så vor egen Hans Hækkerup og det sidste halvandet år Michael Steiner. EU lod det i foråret sive, at man ville indstille den svenske FN-ambassadør og tidligere minister, Pierre Schori, til at afløse Steiner. Det fik USA til at sætte hælene i. Schori er et navn, der får de røde lygter til at blinke i Washington. I sin lange karriere som svensk diplomat og minister med nære kontakter til især udviklingslandene har Schori ofte kritiseret USA's politik, ikke mindst i Latinamerika. Som FN-ambassadør fremførte han i marts den svenske regerings kritik af USA's aggressive politik over for Irak, og for at man ikke lod FN's våbeninspektører færdiggøre deres arbejde. To kandidater Enden på sonderingerne tværs over Atlanten blev, at EU besluttede at indstille to kandidater. Ud over Schori, som et flertal af landene støtter, har man også udpeget den italienske diplomat Antonio Armellini, der nu promoveres af det italienske formandskab. Den svenske udenrigsminister, Anna Lindh, var i forrige uge på besøg i Washington, hvor hun diskuterede Schoris kandidatur med sin amerikanske kollega, Colin Powell. »Det var ikke et punkt, der blot blev berørt - men det fandt ikke nogen afgørelse«, siger en talsmand for det svenske udenrigsministerium. Anna Lindh har selv erklæret, at det er FN's generalsekretær, Kofi Annan, der har bedt om at få EU til indgive flere navne. Derfor har man føjet italieneren på listen. »Men vi håber fortsat på, at det bliver Schori, der får posten, selv om det er Kofi Annan, der har den endelige beslutning«, siger Anna Lindh til svenske medier. Afgørende år I Kosova følges de diplomatiske forhandlinger om en ny leder af UNMIK med den største spænding. »Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi helst ser en repræsentant for et nordisk land, der ikke har egne interesser på Balkan«, lyder det fra en albansk topdiplomat. Antonio Armellini har tidligere været sit lands repræsentant i EU's Stabilitetspagt for Balkan. I øjeblikket er han Italiens udsending hos den amerikanske administration i Irak. For det albanske befolkningsflertal i Kosova bliver det kommende år helt afgørende. Efter EU's topmøde i Grækenland i sidste uge blev det gjort klart, at vejen mod medlemskab går via demokratiske reformer og etablering af lovlige tilstande, bekæmpelse af korruption og den organiserede kriminalitet. For at få afklaret Kosovas fremtidige status skal der efter mødet i Grækenland nu indledes direkte forhandlinger mellem den kosovaalbanske lokalregering og den serbiske regering i Beograd. De skal efter planen starte i næste måned. Derfor haster det med at finde en afløser for Steiner, der kan styre de vitale forhandlinger, der, hvis de bryder sammen, kan skabe ny uro og væbnede opgør, siger en EU-diplomat i Pristina.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her