Analytikere fra de amerikanske efterretningstjenester har i de første dage af høringer bag lukkede døre i to kongresudvalg fastholdt de vurderinger, der var medvirkende til præsident George W. Bushs beslutning om at invadere Irak, nemlig at landet besad masseødelæggelsesvåben. Deltagere i de første møder i efterretningsudvalgene i Senatet og i Repræsentanternes Hus lader forstå, at intet foreløbigt tyder på, at præsidenten eller hans medarbejdere har misbrugt eller redigeret efterretningsrapporterne for at få dem til at passe til deres politiske ambitioner om at fjerne Saddam Hussein med magt. Tophemmeligt Over for senatsudvalget beskrev analytikere fra blandt andet den centrale efterretningstjeneste CIA de oplysninger, der lå til grund for den tophemmelige 'Nationale Efterretnings Vurdering' fra oktober 2002. Ifølge denne vurdering havde Irak kemiske og bakteriologiske våben samt et aktivt atomvåbenprogram. Læs CIA over skulderen Hvor meget CIA mente at vide, kan man danne sig et indtryk af ved at læse den offentlige fra oktober 2002 på tjenestens hjemmeside www.cia.gov. Heraf fremgår det, at »Bagdad har kemiske og bakteriologiske våben såvel som raketter med rækkevidde ud over FN's begrænsninger«. Anonyme efterretningskilder har dog tidligere i amerikanske aviser indrømmet, at solidt materiale fra Irak har været mangelfuldt, grænsende til ikke-eksisterende, siden FN's våbeninspektører blev trukket væk fra landet i 1998. Ingen spor Syv uger efter krigens officielle ophør, markeret ved præsidentens landing i et jagerfly på et amerikansk hangarskib ud for San Diego, er der endnu ikke fundet spor af kemiske eller bakteriologiske våben. Den påståede sammenhæng mellem al-Qaeda og Irak har heller ikke rigtig manifesteret sig. Materialet herom skal først og fremmest være blevet bragt til veje af afhoppere, som irakiske eksilgrupper skaffede til veje for forsvarsminister Donald Rumsfelds private spiontjeneste i Pentagon, Kontoret for Særlige Planer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























