Det kompromisforslag om EU's landbrugsstøtte, som det græske formandskab i dag lagde frem, lever ikke op til den danske regerings forventninger. Det siger landbrugsminister Mariann Fischer Boel (V) til Ritzau efter et møde i Luxembourg med hendes EU-kolleger. »Jeg tror ikke, dette kompromisforslag har nogen chancer for at blive vedtaget. Men det er også kun det første udkast«, siger Fischer Boel. Hun peger på, at kompromiset indeholder omlægning af EU's støtteordninger, så dansk landbrug vil lide store tab. Mariann Fischer Boel er blandt andet betænkelig ved, at støtten til produktion af tobak, bomuld og olivenolie fortsat opretholdes, selv om landbrugsministrene tidligere har ønsket støtten fjernet. Mariann Fischer Boel skal i lighed med sine EU-kolleger i morgen give sit syn på kompromisforslaget til det græske formandskab og EU-Kommissionen. Herefter venter hun, at et nyt kompromisforslag udarbejdes og lægges frem til forhandling.
Fischer Boel skuffet over landbrugsudspil
Lyt til artiklen