Polens regering styrket af vælgernes ja til EU

Lyt til artiklen

Polens regeringschef, Leszek Miller, kunne ånde lettet op, da resultaterne af weekendens folkeafstemning blev kendt. De viser, at et overvældende flertal af polakker vil ind i EU - for unionen var over 77 procent af de vælgere, som deltog i afstemningen. Plan B blev i skuffen Deltagelsen var relativt lav, knapt 59 procent, men nok til, at afstemningen er gyldig, og at det ikke er nødvendigt at bruge den såkaldte plan B. Det er en ratificering af EU-medlemskabet gennem parlamentet. Denne løsning ville have svækket mindretalsregeringen yderligere, efter at dens popularitet har været faldende i flere måneder. Ifølge flere analytikere kunne en afstemningsfiasko have væltet Miller. Valg udskudt Regeringschefen erkender, at hans regering har problemer, især på grund af en arbejdsløshed på næsten 19 procent. Han har tidligere tilbudt et parlamentsvalg i utide i juni næste år. Men han har nu sagt til sine fæller i Demokratiske Venstreforbund, SLD, at det næste valg bør finde sted på regulært tidspunkt i 2005. Tillidsafstemning Samtidig foreslog han, at parlamentet skal afholde en tillidsafstemning om regeringen og om et nyt skattesystem, som oppositionen efterlyser. Miller, der var opmuntret af det positive udfald af folkeafstemningen, sagde også, at han vil finde en ny koalitionspartner for at gøre regeringen stærkere. Det var måske ment som et tilbud til oppositionen, som gentagne gange har krævet regeringens afgang. SLD's tidligere partner, Bondepartiet, forlod kabinettet i foråret. Glad kommunist Folkeafstemningens udfald blev også budt velkommen af Polens præsident, Alexander Kwasniewski, der er tidligere kommunist. Han var så glad, at han efter offentliggørelsen af resultaterne omfavnede ledere af den nu opløste Solidaritetsbevægelse, som for 14 år siden tog magten fra hans gamle parti. »Jeg kan helhjertet sige, at Polen nu er vendt tilbage til den store europæiske familie«, jublede præsidenten, som også takkede pave Johannes Paul II for støtte til EU-kampagnen. Pavelig appel Den polskfødte pave appellerede for nogle uger siden til polakkerne om at stemme på EU, og mange polske præster gentog i dagene op til afstemningen hans opfordring. Nogle iagttagere mener, at kirkens opbakning har fået mange ubeslutsomme polakker til at sætte et ja-kryds på stemmesedlerne. Den del af kirken, som er imod EU, menes derimod at have påvirket mange af de over 22 procent polakker, som stemte nej. Glæde i Bruxelles Resultatet af folkeafstemningen i det kommende EU-land, der så bliver det største af medlemslandene, blev også modtaget med glæde i Bruxelles. EU-kommissionens formand, Romano Prodi, sagde, at de polske vælgere havde været klar over »den historiske beslutning, som de stod over for«. Udfaldet af afstemningen er ifølge Prodi et bevis på den polske nations visdom. Meget tilfreds var også paven, som kaldte resultatet for en historisk retfærdighed. Kaldt til afstemning Den polske afstemningen blev afviklet over to dage. Lørdag stemte kun godt 17 procent af de 29,5 millioner vælgere, så mange EU-tilhængere frygtede, at deltagelsen ikke ville nå over de påkrævede 50 procent. Men situationen ændrede sig søndag. Millioner af polakkerne kom til stemmeurnerne efter at have været til gudstjeneste i de katolske kirker, hvor mange præster udnyttede den sidste chance til at opfordre folk til at deltage i afstemningen. Tjekkiet næste gang Den næste EU-folkeafstemning skal finde sted i Tjekkiet på fredag og lørdag. Slovenien, Malta, Litauen, Ungarn og Slovakiet har allerede stemt for unionen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her