EU-kommissær kalder Fogh for en kylling

Poul Nielson mener, at den danske regerings nølen med at tage en afstemning vil blive politisk dyr. - Foto: Kim Agersten
Poul Nielson mener, at den danske regerings nølen med at tage en afstemning vil blive politisk dyr. - Foto: Kim Agersten
Lyt til artiklen

Danmark vil på grund af de fire EU-forbehold ryge endnu mere ud på sidelinjen, når EU om nogle år får en ny traktat. Derfor haster det med at få dem afskaffet. Det mener den danske EU-kommissær, Poul Nielson, som kritiserer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for ikke at turde tage et opgør om forbeholdene. Fogh er et fjerkræ Han henviser til, at Uffe Ellemann-Jensen, da han var leder af oppositionen, kaldte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for en kylling, fordi han ikke ville tage en hurtig afstemning om euroforbeholdet. »I forhold til det må jeg sige, at den nuværende statsminister fra Venstre har fået etableret sig selv ganske solidt i fjerkræbranchen«, siger Poul Nielson. Høj politisk pris Han mener, at den danske regerings nølen med at tage en afstemning vil blive politisk dyr. Først skal Danmark have forhandlet forbeholdene ind i den nye EU-traktat, og bagefter skal de så forhandles ud igen, hvis danskerne ombestemmer sig og ved en folkeafstemning afskaffer et eller flere af de fire forbehold. Æbler og pærer Men derudover står Danmark til at miste masser af indflydelse i EU-samarbejdet, siger Poul Nielson. I det udkast til ny EU-traktat, som EU-konventet diskuterer, er der lagt op til en væsentlig udvidelse af samarbejdet omkring retspolitik, militær og økonomi - netop de tre områder, hvor Danmark står helt eller delvis udenfor. Det vil gøre betydningen af forbeholdene endnu større, og betydningen vil række langt ud over de tre områder, mener EU-kommissæren. For når Danmark er ude af tre vigtige områder, så kan vi heller ikke handle med dem, hvis vi ønsker at opnå noget på andre områder som for eksempel landbrug eller miljø. »Forhandlingerne i EU-samarbejdet betyder nødvendigvis, at der er æbler, pærer og andre frugter på bordet samtidig, og hvis vi har en række områder, der ikke er i spil, så er det, vi har at byde på i vores frugtbod, et noget begrænset sortiment. Vi mister indflydelse, fordi vi ikke er med i hele spillet«, siger Poul Nielson. Afstemning nu Han mener derfor, at regeringen hurtigst muligt bør udskrive en ny folkeafstemning, fordi forbeholdene har fået langt større betydning, end det var forudsat ved afstemningen i 1993. »I forhold til 1993 er de områder, hvor Danmark lænede sig tilbage, jo områder, der er og har været vækstområder i det europæiske samarbejde. Resultatet er, at danskerne i dag hænger på mere end det, de sagde nej til i 1993. Derfor bør forbeholdene elimineres. Danmark bør give sig selv en europæisk morgengave og tillade sig at handle med begge hænder fri i varetagelsen af danske synspunkter og interesser. Vi er selvfølgelig med i EU for at påvirke og få indflydelse«, siger Poul Nielson. Flirter med forbehold Men regeringen gør det selv sværere at få afskaffet forbeholdene, mener Poul Nielson, der kalder det »demokratisk stærk kost«, når Danmark samarbejder tæt med Storbritannien om at skabe fælles løsninger i EU på flygtninge- og indvandrerområdet. »Man er i fuld aktivitet med at forhandle noget, hvor man ellers siger, at Danmark ikke kan engagere sig i selve processen. Men det foregår altså og i forhold til sprogbruget de første år, hvor man talte meget om at fifle med forbeholdene, der kan man sige, at Bertel Haarder (integrationsministeren, red.) ikke fifler. Han flirter eller det, der er værre«, siger Poul Nielson. Forulempet som medborger Og manglen på orden i »det demokratiske bogholderi«, kan give bagslag ved en afstemning om forbeholdene. »Jeg føler mig forulempet som dansk medborger over, at der ikke er orden i det demokratiske bogholderi. Når vi forhåbentlig kommer til at stemme om det her på et tidspunkt, så er jeg nervøs for, at folks forståelse for, at forbeholdene skal afskaffes, måske er mindre, hvis man ikke har gjort klar, hvad man kan og ikke kan«, siger Poul Nielson. Det har ikke været muligt at få kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen eller integrationsminister Bertel Haarder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her