Israelerne forsøgte i morges at dræbe den 56-årige Hamas-leder Abdel-aziz al-Rantissi. Han nåede dog at springe ud af sin jeep, før syv missiler blev affyret fra kamphelikoptere, mens han kørte gennem Gaza by. To palæstinensere, en kvinde og en pige, blev dræbt. Mindst 20 mennesker, de fleste forbipasserende, blev såret. De første meldinger fra de internationale nyhedsbureauer lød på, at den 56-årige Hamas-leder var blevet dræbt, men hospitalskilder i Gaza By meddeler AP, at han kun er blevet såret i sit højre ben. En Reuters-korrespondent på stedet fortæller, at bilen brød i brand og blev totalt ødelagt. Israelerne har jævnligt udført missilangreb på personer, som har stået bag angreb på israelere. Dette angreb er uden tvivl israelernes gengældelse mod et angreb på en grænseovergang mellem Gaza og Israel i sidste uge, hvor fire israelere blev dræbt. Også de tre palæstinensiske angrebsmænd, som var klædt i israelske uniformer, blev skudt og dræbt. Jihad fortsætter Den sårede Hamas-leder sagde efter angrebet i telefon til den arabiske satellit-tv-station, at kampen vil fortsætte, "indtil den sidste zionist er væk". »Vi vil fortsætte jihad, (den hellige krig), og modstanden, indtil vi har sparket hver eneste af de kriminelle zionister ud af vores land«, sagde Abdel-aziz al-Rantissi. Den palæstinensiske prmierminister Mahmoud Abbas fordømte det israelske angreb mod Hamas-lederen og kaldte det et "terrorist-angreb, som havde til formål at sabotere fredsforhandlingerne". Arafat tror ikke på køreplanen En talsmand for den palæstinensiske præsident Yassit Arafat siger efter missilangrebet, at israelerne nu er med til at stoppe den såkaldte Køreplan for Fred. »Dette er et alvorligt skridt. Det viser, at israelerne har besluttet at blokere for køreplanen og resultatet af topmøderne i Sharm el-Sheikh og Aqaba«, siger Nabil Abu Rdeinah fra Ramallah og refererede til de to topmøder i sidste uge med deltagelse af George W. Bush. Rantissi afbrød dialogen Rantissi, som oprindeligt er tandlæge, har ofte optrådt som talsmand for Hamas i Gaza, som er den militante gruppes højborg. Han har tilbragt en del tid i israelske fængsler. Fredag afbrød Hamas forhandlinger om våbenhvile med den palæstinensiske premierminister Mahmoud Abbas, som er under voldsomt pres fra den amerikanske præsident Bush for at slå ned på de militante grupper. »Dialogen er forbi«, siger Abdel-Aziz al-Rantissi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























