Bush støtter oprettelsen af Palæstina

Lyt til artiklen

USA's præsident, George Bush, sætter onsdag sit navn og sin prestige ind på at trække Israels og palæstinensernes ledere til truget med fred. Bush mødes i Jordan med den israelske regeringsleder, Ariel Sharon, og den palæstinensiske leder, Abu Mazen. Det sker, efter at Bush tirsdag lovede fire arabiske ledere, at der oprettes en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Bush: Jeg mener det Verden har brug for en palæstinensisk stat, sagde Bush ved et møde i Egypten med de arabiske ledere. Han betonede, at »jeg er en mand, der mener, hvad jeg siger«. Bush fik tilslutning til den internationale 'køreplan for fred' i Mellemøsten af Egyptens præsident Mubarak, Saudi-Arabiens kronprins Abdallah, Jordans kong Abdallah og Bahrains kong Hamad, da de mødtes i den egyptiske badeby, Sharm el-Sheikh. Bush: Opgiv bosættelserne Samtidig opfordrede Bush til, at Israel opgiver bosættelser i de besatte palæstinensiske områder. »Israel har et ansvar. Israel må tage sig af bosættelserne. Israel må sikre, at der er et sammenhængende landområde, som palæstinenserne kan kalde deres hjem«, sagde Bush ifølge nyhedsbureauet AP. Dermed kritiserede præsidenten, at de israelske bosættelser skærer sig ind gennem palæstinensiske landsbyer og byområder, som derfor i folkemunde sammenlignes med en schweizisk ost. George W. Bush lovede også, at nogle få terrorister vil ikke få lov at stå i vejen for fred i Mellemøsten. Løfte om kamp mod terror Hosni Mubarak, den egyptiske præsident, erklærede efter mødet, at de arabiske ledere ser terror som en trussel mod international stabilitet, og at de vil støtte den nye palæstinensiske regerings forsøg på at stoppe vold mod israelere. Han nævnte dog ikke den nye palæstinensiske regeringsleder, Abu Mazen, som også deltog i mødet, ved navn - selv om Bush havde håbet, at mødet netop ville understrege, at Abu Mazen nyder arabisk opbakning. Bush optimist Efter mødet var George W. Bush optimistisk. »Vi har gjort fremskridt på en række områder. Vi er fast besluttede på at fortsætte vores vej fremad«. Pres på Israel Det amerikansk-arabiske topmøde lægger et ekstra pres på onsdagens fredsmøde i Jordan og navnlig på den israelske regering, der nu er ene om ikke at godkende den internationale køreplan for fred uden forbehold. Planen er fremlagt af USA, Rusland, FN og EU, hvor ikke mindst den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, har været en aktiv part. Israel skal opgive landområder Planen lægger mere eller mindre utilsløret op til, at Israel skal opgive de palæstinensiske landområder, som det besatte i juni 1967, og til en israelsk opgivelse af bosættelser i de besatte områder. Mere end 200.000 israelere bor i dag i de besatte områder, og endnu 200.000 israelere er flyttet ind i det besatte palæstinensiske Østjerusalem. Israelsk imødekommenhed Under det amerikansk-arabiske topmøde forsøgte Israel at vise imødekommenhed ved at løslade 100 palæstinensere fra israelske fængsler. De fleste af de løsladte er tidligere medlemmer af palæstinensiske sikkerhedstjenester. Terrorist løsladt Men i Israel vakte det opsigt, at regeringen også løslod en terrorist, der har siddet fængslet i 30 år, dømt for et bombeattentat i det centrale Vestjerusalem med 13 døde og et stort antal sårede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her