Soldater truer med retssag om 'Golf-syndrom'

Lyt til artiklen

Fire britiske soldater, der har deltaget i Irak-krigen, truer med at sagsøge Forsvarsministeriet. De hævder at lide af symptomer, der er beslægtet med 'Golf-syndromet' - der blev kendt efter den første Golf-krig. Soldaterne mener, at deres lidelser - blandt andet depressioner, eksem og problemer med vejrtrækningen - skyldes vaccinationer de fik før de drog i krig. De siger, at vaccinationerne, der havde til formål at beskytte soldaterne mod kemiske våben, gjorde dem så syge, at de overhovedet ikke kunne tage del i kampagnen. Samme symptomer som efter Golfkrigen Begrebet 'Golf-syndrom' opstod efter den første golfkrig i 1990-91, hvor en række soldater klagede over symptomer som udmattelse, kvalme, feber og depression. Flere af de samme symptomer, som de fire soldater fra den seneste golfkrig hævder at lide af. Advokaten Mark McGhee, som repræsenterer de fire uidentificerede soldater, siger ifølge BBC: »Jeg har personligt haft at gøre med mere end 400 soldater fra den første golfkrig. De symptomer som disse personer oplever, er identiske med dem, som de personer jeg repræsenterede i forbindelse med den første golfkrig havde«. Tidligt at fastslå årsag Professor ved Kings College i London Simon Wessely medgiver, at det er muligt, at de mange vaccinationer, og det, at de er blevet givet så hurtigt, kan være skyld i helbredsproblemerne. Men han mener, at det er alt for tidligt at fastslå, om der er tale om et 'Golf-syndrom 2' forårsaget af den seneste golfkrig. Han siger, at man har ændret procedurerne omkring vaccinationer efter den første golfkrig, men at det selvfølge er naivt at tro, at reglerne altid bliver overholdt. Regeringen afviser Forsvarsministeriet har accepteret, at nogle af de tropper, der har været i Irak, muligvis lider af langvarige helbredsproblemer på grund af krigen, og man er begyndt at screene soldaterne, for at identificere eventuelle symptomer tidligt. Men regeringen har vedholdende afvist, at de lidelser som veteraner fra den første golfkrig har døjet med, er 'syndromer'. Sidste uge slog en britisk regeringsundersøgelse fast, at der var »ringe bevis« for påstande om, at mange vaccinationer har været skyld i sygdomme. Retten giver soldater medhold Men en tidligere britisk soldat vandt et vigtigt slag for bare tre uger siden, da retten i England gav ham medhold i, at en sammenblanding af medikamenter, som han fik i 1991, var skyld i hans sygdom. Den dom bliver muligvis fulgt op senere på måneden, når den britiske højesteret skal afgøre, om Golf-syndromet officielt skal anerkendes i loven.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her