Det svenske selskab OM, som ejer børsen i Stockholm, vil erhverve børsen i Helsingfors, oplyser selskabet i dag. Købstilbuddet var ventet, efter at de to børser i sidste uge meddelte, at de lå i forhandlinger om et »tættere« samarbejde. Flere analytikere har peget på, at et samarbejde mellem de to børser er nødvendigt, hvis den lille børs i den finske hovedstad skal overleve. Det finske selskab HEX, som står for driften af den finske børs, driver desuden børserne i Estland og Letland. Den sammenlagte børs med navnet OM HEX vil ifølge det svenske nyhedsbureau TT komme til at stå for mere end 80 procent af det samlede aktiemarked i Norden og for 75 procent af aktiemarkedet i Baltikum. OM HEX vil indbyde andre børser i Norden og Baltikum til at deltage i samarbejdet. I forvejen samarbejder børserne i Stockholm, Oslo, København og Reykjavik i en løs alliance med betegnelsen Norex.
Stockholm-børsen vil købe den finske børs
Lyt til artiklen