Blair vil have fælles asylpolitik

Lyt til artiklen

Danmark bakker op om et britisk forslag om at reformere EU's asylpolitik, så EU i højere grad skal hjælpe flygtninge i nærområderne frem for de asylansøgere, som er kommet herop illegalt ved hjælp af menneskesmuglere. I forvejen skal forslaget diskuteres af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i næste måned. Men Storbritannien har allerede nu taget skridtet videre og foreslået, at asylreformen bliver skrevet ind i EU's kommende forfatning, som medlemslandene i disse måneder arbejder på at udforme. Konkret foreslår Storbritannien, at EU-landene skal blive enige om en fælles definition af, hvornår man er flygtning. Derudover skal EU-landene forpligtes til - hvor det er praktisk muligt - at give beskyttelse til flygtninge i nærområderne. En reguleret tilgang Hensigten er at sikre, at flygtninge søger asyl i det første sikre land, de passerer - og ikke først, når de er nået til Europa. Den britiske premierminister, Tony Blair, har gjort det til en mærkesag at få bragt antallet af asylansøgere i Storbritannien markant ned. Derfor er det også Tony Blairs personlige repræsentant i forfatningsarbejdet, som har stillet det britiske forslag. Frem for den massive strøm af flygtninge, der illegalt kommer ind i EU for at søge asyl, vil Storbritannien have en reguleret tilgang af flygtninge, der kommer ind legalt efter at have fået asyl. Derfor foreslår Storbritannien, at det bliver skrevet ind i forfatningen, at flygtninge kan søge om asyl til EU i nærområderne, og at de, der får asyl, derefter skal fordeles ligeligt mellem EU-landene. Herhjemme bakker flygtningeminister Bertel Haarder (V) op om forslaget. Danmark har siden februar arbejdet sammen med Storbritannien og Holland om at få lavet en ny strategi for nærområderne. »Jo mere vi kan gøre for at hjælpe de 95 procent af verdens flygtninge, der befinder sig i nærområderne, jo bedre. Alle kan se, at det er en fundamental skævvridning af flygtningearbejdet, at de fleste penge bruges på at hjælpe de få asylansøgere, som kommer herop«, siger Bertel Haarder. Den britiske indenrigsminister, David Blunkett, kommer i en pressemeddelelse ind på lignende tanker. »Vi er nødt til at vise vores borgere, at europæisk asylpolitik ikke er en ladeport for ukontrolleret indvandring, men derimod en effektiv og retfærdig procedure for dem, som virkelig behøver beskyttelse«, siger han. S og DF bakker op Det britiske forslag støttes herhjemme af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. »Vi er meget enige i det britiske forslag, så længe retssikkerheden og de fysiske forhold vil være i orden i nærområderne. I forfatningsarbejdet diskuterer vi netop mål og principper, og derfor bør vi også få dette med«, siger Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne. Han er med i forfatningsarbejdet. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, der også deltager i forfatningsarbejdet, er 'modstræbende positiv'. »Vi er i princippet modstander af at lave en forfatning. Men vi støtter det britiske forslag, for det er bedre, at det kommer til at stå i forfatningen, end vi skal overføre mere magt til EU«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her